
Aftenens kamparena: St. Jakob-Park
For blot anden gang spiller F.C. København europæisk fodbold i Schweiz, og denne gang på modstanderens eget stadion.
Da vi mødte FC Lugano i 2019, skete det på St. Gallens’ Kybun Park, men i aften løber vi ind på FC Basel’s eget St. Jakob-Park.
Basels stadion-historie: Langt tilløb, men hurtigt bygget!
Allerede lige efter 1. verdenskrig var der efterspørgsel på et stadion, men først i 1930 købte kommunen et areal i Brüglinger Ebene, som er området syd for det nuværende stadion.
Først i 1937 begyndte man byggeriet af et egentligt stadion, men på grund af materialemangel under 2. verdenskrig, blev det sat i bero i 1942. Da havde man planeret grunden og etableret jordvolde til ståplads-tribuner, men ellers ikke bygget noget endnu.
Efter krigens slutning blev byggeriet ikke genoptaget lige med det samme, men da Schweiz fik tildelt VM-værtskabet i 1954, besluttede det lokale parlament i Basel-kantonen at færdiggøre byggeriet.
>> Læs mange flere stadionhistorier her
VM banede vejen for stadion i Basel
Brasilien fik slutrunden i 1950, og det neutrale Schweiz slap også nådigt fra krigens værste rædsler, men som så ofte før og siden, skulle den offentlige finansiering til lokal folkeafstemning blandt Basel-borgerne (altså de mandlige, for kvinderne fik først stemmeret i 1966!). Og det blev et nej.
I stedet dannede driftige erhvervsfolk en andelsforening, der skaffede finansieringen og i løbet af knap et års tid (!) formåede man at bygge St. Jakob Stadion, som i folkemunde stadig bare kaldes Joggeli, som er Basel-dialektens udgave af ”Jakob”.
Det blev bygget til 54.800 tilskuere og fik seks kampe, blandt andet Ungarn-Vesttyskland i gruppespillet, som de ”magiske magyarer” vandt hele 8-3! Da de samme hold mødtes i finalen på Wankdorf Stadion i Bern fik vesttyskerne sensationel revanche og vandt 2-1, men det er en anden historie…

FC Basel flyttede først ind i 60'erne
FC Basel havde siden starten af det 20. århundrede spillet sine hjemmekampe på Stadion Landhof, og det blev de ved med, selv om det nye VM-stadion nu var til rådighed. Men det blev kun benyttet af bysbørnene FC Concordia Basel, mens FC Basel fortsatte på Landhof. Det var moderniseret i 1952, og det var her klubben vandt sit første schweiziske mesterskab i 1953.

FC Basel fortsatte på Landhof indtil midten af 60’erne, hvor det trods alt blev for småt, og de rykkede nu ind på St. Jakob-Park og indledte en stærk periode med fem titler på syv sæsoner fra 1966/67-1972/73.
Men i 1988 rykkede FC Basel ned og tilbragte seks sæsoner i den næstbedste række, og så dalede tilskuerinteressen i takt med, at stadion fra 1954 heller ikke fulgte med tiden.
Stor ombygning før EURO 2008
I 1998 – hvor FC Basel var kommet op igen efter seks sæsoner i Nationalliga B – begyndte nedrivningen og genopbygningen af St. Jakob-Park. Blandt andet også i lyset af, at Schweiz – og Basel – så frem mod endnu et internationale værtskab til EM-slutrunden i 2008, som de holdt sammen med Østrig.
Under ombygningen flyttede FC Basel ikke til Landhof, men til et andet stadion i byen, Stadion Schützenmatte, med plads til ca. 8.000 – men heldigvis stod det nye St. Jakob-Park klar i marts 2001, hvor FC Basel i løbet af foråret sikrede sit første mesterskab siden 1980.
I 2008 spillede Schweiz sine hjemmekampe St. Jakob-Park, der også lagde rammer til en kvart– og semifinale.

St. Jakob-Park i dag
I dag er det Schweiz’ største stadion med en kapacitet på 38.500 (ca. 37.500 til europæiske kampe), og det er i UEFA’s stadionkategori 4, ligesom Parken.
Det er et multi-stadion i ordets bogstavelige forstand, for det omfatter også shopping center, stormagasin, servicevirksomheder, restauranter og såmænd også seniorboligerne ”Tertianum Residenz”, så man kan bo på stadion!

Ud over FC Basels hjemmekampe benyttes det også til mange af Schweiz’ landskampe samt til koncerter.
Langsiden modsat hovedtribunen vender lige ud til jernbanen og kan også ses fra motorvejen, og facaden har belysning ligesom Münchens Allianz Arena, så den lyser rødt og blåt til Basel-kampe og rødt med et hvidt schweizerkors, når landsholdet spiller.

Basels mest aktive fans holder til på den østlige endetribune, Muttenzerkurve (sektor B), og udeafsnittet på den vestlige endetribune (sektor B) i hjørnet over mod hovedtribunen (sektor A).
Vores fotograf Gaston Szerman tog disse stemningsbilleder fra stadion, da truppen var på ”pitch inspection” tirsdag aften.




