Udsigt over Parkens fyldte tribuner

Ændringer i sæsonkort og abonnementer

Fra den kommende sæson sker der en række ændringer omkring vores sæsonkort og abonnementer til F.C. Københavns kampe i Parken.

Ændringerne sker på baggrund af de kommende reformer af de europæiske turneringer og ønsket om en endnu bedre udnyttelse af Parkens kapacitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel.
 
Platinkortet udfases fra 2024
Den kommende sæson bliver den sidste, hvor det er muligt at købe et Platinsæsonkort til F.C. Københavns kampe.

Det bliver muligt at forny de nuværende platinkort til den kommende sæson, men altså ikke fra 24/25 sæsonen, hvor kortet helt udgår. 
 
Dette skyldes primært, at turneringsformaterne omkring de europæiske turneringer skifter karakter, så der er flere kampe i et ligasystem, end det gruppespil vi kender i dag. Derfor vil risikoen for fans ved at købe et platinkort være højere, end den er i dag. 
 
Kort opridset er det sådan, at hvis FCK fremover vinder mesterskabet, så kan vi komme i gruppespil i alle europæiske turneringer - eller slet intet gruppespil.

Her vil prissætningen være efter Champions League-kvalifikation, da det er det, vi typisk vil være seedede til, og med fire hjemmekampe i det nye gruppespil-system, men køberen risikerer også at stå med ingen europæiske kampe.

Derfor mener vi, at det fremover er bedre, at man betaler for de europæiske kampe separat. 
 
Alle, der har et platinkort nu, kan fortsat købe deres faste plads til alle FCKs kampe, men det bliver fra sommeren 2024 via en abonnementsordning med indbygget forkøbsret og rabat til europæiske kampe. 
 
Ud over de europæiske kampe, har vi også tillagt det vægt i beslutningen, at vi ønsker, at flest mulig får mulighed for at komme i Parken.

Derfor ønsker vi ikke, at man kan købe retten til et tomt sæde, men derimod at det bliver mere fleksibelt, og vi kan se, at udnyttelsesgraden på Platinkort er lav i forhold til de øvrige løsninger.

Det så vi senest til kampen mod AGF, hvor den var på 82 procent for Platinkortholdere til en udsolgt kamp. Det efterlod en del tomme pladser, som andre kunne have fået mulighed for at benytte.

Platinkortet vil til den kommende sæson ikke indeholde E-cash, og dermed vil prisen også være lavere end tidligere. Dog vil FCK+ content og regulerede billetpriser ikke give 1:1 prisfald i forhold til E-cash. 
 
Når 23/24 sæsonen er færdigspillet, vil det være udnyttelsesgraden for platinkortholdere, der definerer, hvilket produkt man kan købe på Sektion 12 for den efterfølgende sæson.

Hvis udnyttelsesgraden er under 85% til alle kampe, der er inkluderet i produktet, vil man kunne købe billet-abonnement til Sektion 12. Er udnyttelsesgraden 85% eller derover, har man også mulighed for at købe kort-abonnement. Dette gælder kun for Platinkortholdere for 23/24 sæsonen på Sektion 12.
 
Fælles ændringer for Platinkort og kort- og billet-abonnementer:
 
20% Europa-rabat til alle sæsonkortholdere og abonnenter
Fra den kommende sæson er der 20 procents rabat ved køb af europæiske gruppespilspakker til alle med et sæsonkort eller et kort- eller billet-abonnement. I den kommende sæson har Platinkortholdere fortsat europæiske kampe inkluderet.
 
Bodrabat udgår
Der har i en årrække været 10 procent rabat til sæsonkortholdere i Parkens boder, men fra den kommende sæson udgår denne rabat.

Årsagen skal findes i stigende priser generelt, men også at antallet af sæsonkortholdere og abonnenter er steget markant og nu er så højt, at rabatten gælder langt de fleste og er med til at skabe kødannelse på grund af tjek af kort og abonnementer ved betjeningen.

Der vil komme nye muligheder for at opnå rabatter i boderne, og vi vender tilbage med mere info, når det er på plads.
 
Loyalitetsprogrammet
Fra den kommende sæson vil billet-abonnenter, som henter en billet via deres billet-abonnement, der så ikke benyttes, blive fratrukket 20 loyalitetspoint pr. kamp. (Det er muligt at fortryde afhentning af en billet inden kampen).

Fra 1/1 2024 vil loyalitetspoint, der er ældre end 3 år, løbende udløbe automatisk. 
 
Nyt setup omkring ventelister
Man kan fra den kommende sæson sikre sig en plads på en venteliste med forkøbsret til FCKs kampe via en ny ordning. Vi melder nærmere ud, når den er på plads.

Stil spørgsmål til Klubhuset
Du kan i dag, torsdag - indtil kl. 15 - stille spørgsmål på Twitter og Facebook til disse ændringer eller andre emner til Jacob Lauesen og Mikkel Grove Lindsted, der gæster Klubhuset i eftermiddag for at besvare dem.

OPDATERET: se dagens afsnit af Klubhuset her eller i F.C. København appen.

Læs også: KONSTRUKTIVT DIALOGMØDE MED FANS OM SÆSONKORT OG ABONNEMENTER