Fans foran stadion

5 timer før kick-off: Fans foran stadion - Jeg har glædet mig siden i søndags

Fem timer til kick-off. Platinkortholderne Emil, Dan og Benjamin har sat sig i havestole ude foran stadion, hvor de nyder det fantastiske fodboldvejr og får sig en snak om aftenens kamp mod Qarabag FK med en Carlsberg i hånden.

"Vi har siddet her i halvanden time. Siden kl. 14 og vendt aftenens kamp. Det bliver spændende, og hjertet tror på det. Vi har været der til flere af de andre europæiske kampe, og det er noget helt særligt," fortæller Dan.

"Stemningen er meget mere intens. Folk kommer jo flere timer før kampen og hygger og får sig en øl og snakker omkring det, vi skal opleve," fortæller Benjamin og uddyber.

"Lyden, følelsen og energien på stadion er meget mere kompakt. Alle giver alt, hvad de har i sig for at støtte holdet. Der bliver sunget og hygget herude foran stadion i timer før portene åbnes, og sådan bygges alting op til det helt store i aften."

Glædet mig siden i søndags
"Jeg har glædet mig lige siden i søndags, og da jeg lagde mig til at sove i aftes, kunne jeg godt mærke, at det var ved at være kampdag. Og så har man gået rundt og talt ned hele dagen på arbejdet og gået på arbejdet i min FCK-trøje. Det er en eufori, som vi ikke får andre steder. Det er det Europa kan," fortæller Emil og bliver suppleret af Dan.

"Ja følelserne sidder uden på tøjet. Der er ikke så meget der. De her aftener kan bare noget specielt, som bare er helt fantastisk."

Du kan stadig nå at købe billet til aftenens kamp - du sparer 40,- ved at gøre det online på billet.fck.dk. Kampen fløjtes i gang kl. 20.45.