5-0-sejr i Odense
På to mål af Thapelo Maseko og et af Asger Sørensen, Marvin Nasnas og Maher Carrizo vandt F.C. København 5-0 over OB på Nature Energy Park.
Efter fem minutter fejrede Thapelo Maseko sin første startplads med at trække ind fra højre forbi et par modstandere og skrue bolden over i det fjerneste målhjørne!
Siden var OB meget på bolden og var tæt på udligning, da Noah Ganaus bankede bolden på stolpen, men midt i halvlegen øgede vi til 2-0. Efter et hjørnespark samlede vi op i modsatte side, Suzuki spillede Maseko fri i feltet, og tæt under mål sparkede Asger Sørensen hans flade tværbold i nettet.
Mange troede, at Maseko øgede til 3-0 ti minutter senere, men et VAR-tjek viste, at Robert var offside i opspillet, men vi havde flere chancer til det tredje mål inden pausen.
Efter pausen havde OB bolden meget, men uden for alvor at blive farlige, og i lange perioder viste løverne heller ikke tænder, men kontrollerede stadig kampen fint - og sluttede effektfuldt af med yderligere tre mål i det sidste kvarter!
Først blev Maseko dobbelt målscorer, da indskiftede Marvin Nasnas fandt ham med et indlæg i feltet, hvorefter Marvin selv scorede det fjerde mål, da Suzuki spillede ham med et cutback fra baglinjen.
Desuden kom Maher Carrizo ind til sin officielle debut og omsatte et straffespark begået mod Geovanni Ndjee til slutcifrene 5-0!
Holdet
Start-11: Ramaj - Suzuki, Beijmo, Sørensen, Markgráf, Meling - Clem, Delaney (anf.) - Maseko, Dadason, Robert
Slut-11: Ramaj - Suzuki, Beijmo, Sørensen, Markgráf, Meling - Clem (anf.), Král - Carrizo, Ndjee, Nasnas
Fredagsfodbold i Parken
Næste opgave venter på fredag kl. 19, når vi får besøg af AC Horsens i Parken - find ledige pladser til kampen her på billet.fck.dk