3-1 over Esbjerg i Reserveligaen

3-1 over Esbjerg i Reserveligaen

Sæsonens sidste Reserveliga-kamp endte med en 3-1-sejr over Esbjergs reserver, men indtil midten af 1. halvleg var der ikke meget, der tydede på at de københavnske reserver skulle få forårets første sejr.

Vestjyderne skabte flere store chancer, hvor Jores Okore bl.a. måtte redde på stregen og Stephan efterfølgende hive en stor redning frem. Esbjerg fik også underkendt et mål for offside, inden et langskud fra Mathias Kristensen blev rettet af på vejen og snød Stephan.

Men bare to minutter efter udlignede Julian Kristoffersen på hovedstød efter et fint indlæg til bageste stolpe fra Mads Roerslev, som vi i dag havde lånt fra Halmstads BK, der har lånt ham af os her i foråret. Problemer med papirerne betyder dog, at han ikke får spilletid i Allsvenskan i øjeblikket.

Vi skabte egentlig ikke flere chancer resten af halvlegen, men kom alligevel på 2-1 ti minutter før pausefløjtet, da et fint langskud fra Kasper Kusk strøg i netmaskerne tæt op af den ene stolpe. Esbjergs Brent McGrath var dog tæt på at udligne i slutminutterne, men igen fik Stephan forhindret en scoring.

Efter pausen pressede gæsterne på igen, men kom ikke til helt så store chancer som før pausen, og efterhånden fik vi bedre fat. I løbet af 2. halvleg begyndte begge hold planmæssigt at skifte en del ud, og der er jo den interessante krølle på kampen, at det netop er vores og Esbjergs U19-hold, der ligger nr. 1 og 2 i U19-ligaen med tre spillerunder igen.

Og umiddelbart virkede det som om, vores indskiftninger bragte mere end deres, for i hvert fald trykkede vi bedre på, jo længere kampen skred frem. Victor Jensen havde en stor chance for at øge til 3-1, inden Julian Kristoffersen gjorde jobbet med ti minutter igen. Forarbejdet kom fra højre side, og Røjkjær lagde bolden smukt til rette for den lange nordmand, der bare skulle sætte foden på for at blive dobbelt målscorer. I overtiden kunne han endda have fået det tredje, men fra nært hold headede han Mathias Høsts indlæg lige på Esbjerg-keeperen.

Sejren ændrer dog ikke på, at vi slutter sidst i gruppen med 4 point for forårets 6 kampe, men det er til at leve med, når vi står med guldet i Superligaen, og U19-holdet ligeledes står med gode kort på hånden for at vinde titlen.

U19-holdets næste opgør – lørdag kl. 15 mod FC Midtjylland – spilles i øvrigt på Albertslund Stadion, og ikke (som oplyst i ”Ugen der gik”) på KB’s anlæg. Det skyldes, at der p.t. kun er én græsbane til rådighed, mens KB Hallen er ved at blive genopført, og bane 3 er nyrenoveret.

>> Se flere billeder fra dagens kamp ved at klikke på pilene i topbilledet


Tirsdag den 9. maj 2017, kl. 14.00 på Nummer 10. Reserveliga, 6. runde
F.C. KØBENHAVN-ESBJERG 3-1 (2-1)
21.: 0-1 Mathias Kristensen?
23.: 1-1 Julian Kristoffersen
34.: 2-1 Kasper Kusk
79.: 3-1 Julian Kristoffersen
Ca. 40 tilskuere. Dommer: Benjamin Leander

Holdet:
1 Stephan Andersen – 27 Mads Roerslev, 26 Jores Okore, 15 Mikael Antonsson (anf.), 20 Nicolai Boilesen (60.: Mathias Høst) – 17 Kasper Kusk (60.: 18 Victor Jensen), 16 Jan Gregus (60.: 28 Mathias Bonde), 12 Morten Hjulmand, 32 Danny Amankwaa – 45 Carlo Holse  (46.: 39 Nicklas Røjkjær), 37 Julian Kristoffersen

Ikke benyttet: 31 Frederik Ibsen, 38 Luka Racic og 44 Henrik Bellman