Jonas Wind
Uros Matic
Carlo Holse
Luka Racic
Stephan Andersen
Denis Vavro
Niklas Vesterlund
Jan Gregus

3-0-sejr i Reserveliga-derby

Forårets første reserveliga-kamp endte mandag eftermiddag med en sikker 3-0-sejr over Brøndby på mål af Jonas Wind, Denis Vavro og Carlo Holse.

Det var en kold omgang på træningsanlæggets bane 3, hvor temperaturen lå et par grader under frysepunktet, da dommer Peter Munch Larsen fløjtede kampen i gang.

Københavnerne gik frisk til sagen og kom foran allerede efter få minutters spil, da Niklas Vesterlund prikkede bolden frem til Jonas Wind, der elegant chippede den over Bellot i Brøndby-målet. Gæsterne kom også med bl.a. Arajuuri, Crone, Mensah, Blazek og Kliment fra A-truppen.

Vi dominerede det første kvarters tid, hvor Brøndby var sjældne gæster i den anden ende, men efter 18 minutter fik Mensah en stor mulighed, men overplacerede sit skud, der strøg forbi Stephan Andersens ene målhjørne. Siden havde de blå-gule bolden mere, men uden at spille sig til flere store chancer. Vi sluttede dog halvlegen bedst af, men det stod stadig 1-0, da holdene gik til en kort pause.

2. halvleg var kun fem minutter gammel, da Denis Vavro headede en Jan Gregus-dødbold ind bag Bellot, men herefter udviklede det sig til en mere rodet affære, hvor Brøndby igen havde bolden meget. Efter en times tid slap Morten Frendrup helt alene med Stephan, som dog reddede fornemt i 1-mod-1-situationen.

Tættere kom de ikke, og i stedet blev det 3-0 med ca. tyve minutter igen. Uros Matic opsnappede en dårlig Brøndby-aflevering på deres halvdel og spillede Carlo Holse i dybden, og han udplacerede køligt Bellot med et fladt spark i det lange hjørne.

Resten af kampen sad vi fint på det og kørte en velfortjent sejr hjem - og fik god kamptræning til dem, der behøvede det.

Vores næste reserveliga-kamp er om præcis en måned, når FC Helsingør kommer til Nummer 10 den 5. marts, kl. 13.

Se flere billeder fra kampen i "galleriet" øverst i artiklen.


Matchfacts:
Mandag den 5. februar 2018, kl. 13.00 på Nummer 10. Reserveliga
F.C. KØBENHAVN-BRØNDBY 3-0 (1-0)
2.: 1-0 Jonas Wind
50.: 2-0 Denis Vavro
71.: 3-0 Carlo Holse
Dommer: Peter Munch-Larsen

1 Stephan Andersen
18 Mads Roerslev, 19 Denis Vavro, 37 Luka Racic, 42 Niklas Vesterlund (60.: 23 Mathias Høst)
24 Youssef Toutouh, 16 Jan Gregus, 8 Uros Matic, 14 Nicolaj Thomsen
26 Carlo Holse, 43 Jonas Wind

Ikke benyttet: 31 Filip Djukic, 38 Morten Hjulmand, 48 Oliver Andersen, 34 Felix Winther, 36 Ibrahim Samrawi