Thomas Røll til F.C. København

En af dansk fodbolds mest spændende spillere, 24-årige Thomas Røll Larsen, skifter fra Silkeborg IF til F.C. København efter indeværende sæson. Thomas Røll har indgået en 5-årig kontrakt med klubben.

F.C. København og Silkeborg IF Fodbold Support A/S er blevet enige om, at F.C. København pr. 1. juli 2001 køber Thomas Røll Larsen. Klubberne ønsker ikke at oplyse transfersummen.

Thomas Røll Larsen har været en dominerende figur i årets udgave af Faxe Kondi Ligaen, hvor han med sublim teknik og overblik har imponeret alle. Således kårede Faxe Kondi Ligaens trænere ham til ligaens næststørste profil tidligere på året. Den 24-årige spiller har optrådt 178 gange for SIF og har desuden spillet 3 ligalandskampe. Han har i mange år været betegnet som et af landets absolut største talenter, og han har tidligt i karrieren opnået 1 U19-landskamp og 7 U21-landskampe.

-Thomas er en fremragende spiller, der vil passe godt ind i vor spillertrup og klub. Hans spillestil er meget publikumsvenlig, og jeg er sikker på, at vore fans vil tage imod ham med begejstring. Samtidig er jeg overbevist om, at skiftet til FCK vil give ham yderligere et spillemæssigt løft, siger cheftræner Roy Hodgson.

F. C. København opruster

For få uger siden offentliggjorde F.C. København, at klubben havde skrevet en langtidskontrakt med Carsten Fredgaard fra Sunderland, og med købet af Thomas Røll Larsen går klubben ind til den kommende sæson med en styrket spillertrup.

-Uanset resultaterne i de sidste to spillerunder står det fast, at vi skal spille europæisk i næste sæson. Og selv om den nuværende spillertrup har gjort det fremragende i år, så har vi i lyset af de kommende store internationale udfordringer fundet det nødvendigt at styrke truppen med et par klassespillere, siger Flemming Østergaard.