Jens Stage

2-2 i Farum

De første 45 minutter forløb langt hen ad vejen som planlagt, bortset fra at vi ikke spillede os til de helt åbne chancer. Det blev dog til flere udmærkede forsøg, som ikke var langt fra at have bragt os foran, men halvlegens største chance tilfaldt hjemmeholdets Andreas Schjelderup, men Sten Grytebust reddede fremragende i 1-mod-1-situationen med sin unge landsmand.

Vi kom godt ud til 2. halvleg, og Pep Biel var tæt på at heade bolden ind fra nært hold, men i stedet scorede Kamaldeen Sulemana kampens første mål på en kontra.

Blot to minutter efter bragte Jens Stage balance i regnskabet, da Jonas Wind headede bolden i en blød bue over Vindahl, og Stage sparkede den det sidste stykke over stregen - sandsynligvis inden den var helt inde.

Vi dominerede fortsat spillet, men igen kom hjemmeholdet foran, da Villadsen fandt Frese midt i feltet, men igen slog vi til kort efter, og denne gang var der ikke tvivl om, at det var Stage, der løftede bolden ind over Vindahl efter en fin aflevering fra Falk.

Siden havde vi flere gode muligheder til at sikre alle tre point, men det lykkedes ikke at få bolden i mål i de afgørende situationer.