Pause i spillet under Hobro-kampen

11. sejr i streg?

Lørdag skal F.C. København forsøge at komme tilbage på sejrskurs, og med tanke på, at kampen spilles i Telia Parken, skulle der være stor sandsynlighed for sejr. F.C. København er ubesejret i de seneste 51 hjemmekampe i Alka Superligaen, har hentet 41 sejre i løbet af de 51 kampe og forhåbentlig kommer der endnu en sejr lørdag aften.

Solid FCK-dominans – specielt i Telia Parken
F.C. København og AC Horsens er tørnet sammen 23 gange i Superligaen, og F.C. København er løbet med sejren i 18 af kampene. Tre gange har AC Horsens snuppet de tre point og to kampe er endt i en pointdeling. Med 43 mål i de 23 kampe holder F.C. København tn snit på næsten to mål pr. Superligakamp mod AC Horsens, mens snittet for lørdagens gæster er en del lavere, da de har scoret 15 mål i de 23 kampe.

Ses der isoleret på Superligakampene på hjemmebane mod AC Horsens, er statistikken endnu bedre, for her er 10 kampe endt med 10 FCK-sejre. Målscoren i de 10 kampe er 26-5.

Københavnsk topscorer mod AC Horsens i Alka Superligaen er César Santin med seks træffere, to mere end Morten Nordstrand. I den aktuelle trup er Federico Santander topscorer mod AC Horsens, han har nettet to gange – og begge mål faldt i 5-0-sejren i marts 2017.

Altid 3 mål på datoen 12. august
Tre gange har F.C. København spillet Superliga på datoen 12. august, og hver gang er der scoret tre mål. Første gang var faktisk klubbens første Superligakamp, altså i 1992, hvor det blev til en sikker 3-0-sejr over BK Frem. Læs mere her om hvordan det bliver markeret lørdag aften.

Herefter skulle der gå ni år før vi igen spillede Superliga den 12. august, men denne gang blev de tre mål desværre fordelt 2-1 i Esbjerg fB’s favør, mens det i det seneste tilfælde i 2012 atter endte godt, for her blev AGF besejret 3-0.

Dommerne til søndagens kamp
Dommer: Michael Tykgaard        
Linjedommere: Elvis Boric og Paul Nyberg        
4. dommer: Benjamin Willaume-Jantzen

Michael Tykgaard er 40 år gammel og har dømt Alka Superliga siden august 2010. Alt i alt har Tykgaard dømt 135 Superligakampe, hvoraf 23 har været med deltagelse af F.C. København.

Michaels Tykgaards første FCK-kamp i Superligaen var en 3-0-sejr over SønderjyskE i maj 2011, mens hans seneste FCK-kamp var 1-0 sejren over Brøndby IF i april 2017.

Karantænesituationen
Efter sidste weekends fire gule kort har F.C. Københavns spillere tilsammen fået 10 gule kort i denne sæson. Hvad angår strafpoint, topper Benjamin Verbic med ni point for to gule kort, men han er stadig minimum to gule kort fra en karantænedag.

>> Se den samlede karantæneoversigt her på dbu.dk