100 dage til Kronborg Cup – din klub kan stadig nå at være med

Om præcis 100 dage går det løs, når Kronborg Cup bliver skudt i gang med et storstilet åbningsevent på Kulturhavnen i Helsingør fredag 10. august.

Igen i år er F.C. København officiel samarbejdspartner på Sjællands største fodboldturnering, og din klub kan stadig nå at være med blandt de omkring 500 drenge- og pigehold fra Danmark, Skandinavien og resten af verden.

TILMELD DIN KLUB HER

F.C. København vil være til stede i Helsingør med blandt andet Team Leo og spillere fra Superligatruppen – hvis kampprogrammet tillader det. Samarbejdet betyder også, at alle børn, der deltager i Kronborg Cup, bliver inviteret til Superliga-fodbold i Telia Parken.

Frisk frugt til friske fodboldbørn
Kronborg Cup afvikles på 50 fodboldbaner, og henover august-weekenden bliver der spillet omkring 1000 kampe mellem drenge- og pigehold på alle niveauer i aldersgruppen 8-17 år. Det indebærer, at der er plads til både 5-mands, 8-mands og 11-mands hold.

De unge fodboldben skal have den rigtige benzin på motoren, og derfor sørger Kronborg Cup for frisk og gratis frugt til alle spillere. Oven i det bliver der solgt masser af sund og nærende mad – frituregryder, slik og sodavand er ikke at finde i boderne ved Kronborg Cup.

En fodboldfest skabt af frivillige
Med i alt 18.000-20.000 besøgende henover weekenden og ca. 7000 fodboldspillere bliver der tale om en sand fodboldfest i Helsingør. Og festen er drevet af omkring 700 frivillige, der går sammen om at skabe en fantastisk weekend præget af holdånd, fair-play og fodbold.

Kunne du tænke dig at være frivillig til Kronborg Cup? På www.kronborgcup.dk kan du læse meget mere om mulighederne, ligesom der er information om tilmelding, programmet, indkvartering, transport og meget mere.