Bo Svensson og spillertruppen på Nummer 10

Bo Svensson før Polissya i Parken: ”Vi skal gøre arbejdet færdigt”

Efter en målrig og omskiftelig affære i Kosice blev det til et brugbart 3-3-resultat med hjem mod ukrainske FC Polissya.

Cheftræner Bo Svensson slår fast, at københavnerne skal lære af første opgør og levere en helstøbt præstation i Parken for at ramme næste runde af Conference League-kvalifikationen. 

Efter 3-3 i det første opgør i 2. kvalifikationsrunde til UEFA Conference League står F.C. København med et fornuftigt udgangspunkt inden returkampen på hjemmebane. 

Cheftræner Bo Svensson lægger dog ikke skjul på, at det ukrainske mandskab FC Polissya har vist sig som en hård nød at knække tidligt på sæsonen. 

”Vi skal gøre arbejdet færdigt i Parken. Med udgangspunkt i at vi står tidligt i de europæiske kvalifikationskampe, så er det en dygtig modstander. Vi så i den første kamp, at de leverede præcis den modstand, som vi havde forventet. De har dygtige spillere, som arbejder meget hårdt og kollektivt,” siger Bo Svensson. 

Målrig første kamp 
Det første opgør i Slovakiet bød på hele seks scoringer, hvor vi to gange kom foran efter to mål af Robert Silva og en scoring af Mads Emil Madsen, inden ukrainerne udlignede til slutresultatet 3-3 i det 88. minut. 

Bo Svensson peger på, at præstationen indeholdt både gode perioder og elementer, der skal rettes op på inden returkampen:

”Vi fik i perioder set vores niveau, både når vi er gode, og når vi ikke rammer den kvalitet, vi må forvente. Derfor handler det naturligvis om at tage ved lære af den første kamp og ramme en præstation, som sender os videre til næste runde,” fortæller Bo Svensson.

Mærker opbakningen i Parken 
Udgangspunktet for kampen er uændret: en sejr i Parken skal sikre avancement til 3. kvalifikationsrunde, og Bo Svensson ser frem til at få kulissen i Parken i ryggen til det afgørende opgør: 

”Vi fik et brugbart resultat, og det skal vi bruge til at sikre os, at vi går videre. Vi glæder os til at spille i Parken igen, for det er altid en intens oplevelse, som vi sætter meget stor pris på. Nu skal vi sætte en præstation sammen, som gør at vi går videre,” slutter cheftræneren.

>> Se aftenens kamp på FCK TV med FCK+

Se billeder fra onsdagens træning på Nummer 10 her:

Thomas Delaney
Thomas Delaney - tilbage igen efter karantæne i den første kamp. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

 

Junnosuke Suzuki
Junnosuke Suzuki - klar trods brækket næse i søndags. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

 

Gunnar Orri Olsen
Gunnar Orri Olsen - den unge islænding har endnu sin debut tilgode. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

 

Liam West og Tobias Breum-Harild
Liam West og Tobias Breum-Harild. Foto: Gaston Szerman, FCK Media