Bo Svensson: Spillerne stod sammen, da det gjaldt
"Jeg er glad og stolt over den måde, spillerne gav alt på her i den tredje kamp på seks dage, men det er klart, at vi stadig kan og skal forbedre os," sagde Bo Svensson efter 2-1-sejren over FC Polissya, der sikrede billetten til tredje kvalifikationsrunde i Conference League.
"Den første uge handlede om at komme videre i Europa og få en premieresejr mod Lyngby, og det lykkedes. Men vi var i problemer igen i dag, ikke mindst da vi blev reduceret til ti mand lige efter pausen, men også allerede inden pausen, hvor det bestemt ikke var planen, at de skulle have initiativet så meget."
"Vi ville gerne have været højere på banen, men vi kom ikke tæt nok på dem, og vi tilspillede os ikke nok selv. Men de viste igen i aften, at de er et godt trænet og godt sammenspillet hold, der laver meget få tekniske fejl, og uden at det skal være nogen undskyldning, så spillede heller ikke kamp for tre dage siden."
"Men vi talte i pausen om, at vi skulle længere frem og være mere på bolden, men den plan røg jo med det tidlige røde kort."
Det var Junnosuke Suzuki, der allerede et minut blev overspillet af Igor Krasnopir og trak ham ned lige uden for vores straffesparksfelt, og det udløste et direkte rødt kort.
"Da tænkte jeg, at nu bliver det en lang 2. halvleg, men jeg så ikke nogen opgivende miner inde på banen, og drengene gjorde alt for at krige den hjem i 2. halvleg. Og så var Robert bare kampafgørende for os igen ved at fremtvinge straffesparket i første halvleg og ved at score det andet mål på Mads Emils flotte forarbejde."
"Som sagt, det gjaldt først og fremmest om at komme videre, og den opgave løste spillerne flot ved at stå sammen, da det gjaldt," sluttede Bo Svensson.