Vestas er ny Main Partner for F.C. Københavns kvindehold

Vestas bliver ny Main Partner for løvinderne

Den globale vindenergi-gigant Vestas træder ind som ny Main Partner for F.C. Københavns kvindehold og indtager pladsen på ryggen af spillertrøjen. 

Når løvinderne går på banen i Danmarks bedste række, A-Liga, for første gang, bliver det med fuld opbakning fra Vestas, der som ny Main Partner ønsker at bidrage til at skabe et stærkt fundament for holdets lovende fremtid. 

Partnerskabet tager udgangspunkt i at skabe varig forandring samt nye muligheder for piger og kvinder i fodbolden. 

"Vi er utrolig begejstrede for, at en virksomhed som Vestas kan se sig selv i vores kvindehold og vores ambition om at løfte pige- og kvindefodbolden i Danmark,” siger F.C. Københavns kommercielle direktør, Mikkel Grove Lindsted, og uddyber: 

”Vestas ved, at langsigtet succes ikke skabes over natten. Den kommer via kontinuerlig investering i mennesker og lokalmiljø, og partnerskabet med Vestas er uden tvivl et stærkt afsæt til at udvikle vores kvindehold yderligere og skabe mere opbakning til kvindefodbolden i Danmark.” 

Det rette fundament for succes 
Gennem snart 50 år har Vestas forsynet Europa med lokalproduceret vindenergi, og den globale vindenergigigant ved om nogen, at succes kræver både beslutsomhed, innovation og investeringer i samfundet for at forme en bedre fremtid.

En tilgang som Vestas genkender i F.C. Københavns strategi om at opbygge et stærkt og økonomisk bæredygtigt kvindehold fra bunden, siger Henrik Andersen, CEO i Vestas:

”F.C. København har vist, at man kan opbygge langsigtet succes ved at investere i talent og udnytte lokalsamfundets passion."

"Løvinderne har allerede skabt et stærkt fundament for at sætte nye standarder for kvindefodbold, og vi er glade for at støtte dem, når de nu begiver sig ud på deres rejse i den bedste danske række. Vi ser frem til at styrke den bæredygtige udvikling af kvindefodbolden,” siger Henrik Andersen.

Med Vestas på ryggen af trøjen rettes blikket nu mod fremtiden, hvor begge parter ser frem til i fællesskab at skabe endnu mere synlighed og engagement omkring hovedstadsklubben. 

>> Find de nye trøjer her på fckfanshop.dk

Vestas er ny Main Partner for F.C. Københavns kvindehold