Kristoffer Wichmann forlænger sin aftale med F.C. København

F.C. København forlænger aftalen med Kristoffer Wichmann

F.C. København har forlænget aftalen med assistenttræner Kristoffer Wichmann, der kom til klubben i foråret. Cheftræner Bo Svensson glæder sig over, at samarbejdet i trænerstaben fortsætter.

Kristoffer Wichmann tiltrådte i marts 2026 i F.C. Københavns trænerstab som assistenttræner med et særligt fokus på standardsituationer.

Den oprindelige aftale løb frem til sommeren, men efter et positivt forløb er parterne nu blevet enige om at forlænge det gode samarbejde.

Bo Svensson: Vi har været meget glade for hans arbejde
For cheftræner Bo Svensson har det været vigtigt at holde fast i Wichmanns kompetencer frem mod den kommende sæson.

”Vi har været utroligt glade for Kristoffers arbejde, siden han kom til klubben i foråret. Han har bragt en stor gejst, stærk faglighed og masser af energi ind i hverdagen omkring holdet, og han har hurtigt fundet sin plads i staben. Kristoffer har vist, at han besidder præcis de menneskelige og trænermæssige kvaliteter, vi har brug for. Derfor er jeg rigtig glad for, at han fortsætter som en fast del af teamet,” siger Bo Svensson.

Wichmann: Glæder mig til at angribe en helt ny sæson
Hovedpersonen selv ser ligeledes frem til at bygge videre på det fundament, der blev lagt i de første måneder i hovedstaden.

”Jeg har været utrolig glad for min første tid i F.C. København, hvor jeg er blevet taget fantastisk imod af både spillere, stab og alle omkring klubben. Det har været et intenst forår, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde videre på det arbejde, vi startede i foråret,” siger Kristoffer Wichmann og kigger fremad:

”Nu står vi overfor en opstart, hvor vi for alvor kan lægge lag på vores spil, og jeg glæder mig enormt til at angribe en helt ny sæson sammen med Bo, resten af staben og hele truppen.”

Truppen har første træningsdag søndag den 21. juni.