Tobias Breum-Harild rykker op i førsteholdstruppen
Tobias Breum-Harild har igennem en længere periode arbejdet stabilt på FCK Talent, hvor han har vogtet målet for U19-holdet. Efter at have underskrevet en ny aftale og snust til førsteholdet i hverdagen samt på træningslejren i Spanien tager han nu det næste naturlige skridt.
Morten Grahn: Det næste skridt i hverdagen
Udviklingsdirektør Morten Grahn ser oprykningen som en god mulighed for, at Tobias kan bygge yderligere på sit spil i et nyt miljø.
”Tobias har leveret et godt og stabilt stykke arbejde i vores talentafdeling, og det er en naturlig del af vores strategi, at vi nu giver ham muligheden for at fortsætte sin udvikling på næste niveau,” siger Morten Grahn.
”Vi ved, at overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold kræver tid og tilvænning, men Tobias har vist den rette indstilling til at tage den udfordring op. For os i FCK Talent er det altid positivt, når en af vores egne spillere tager skridtet op i førsteholdstruppen og får chancen for at lære af og suge til sig fra hverdagen blandt de bedste spillere i Skandinavien.”
Nils Koppen: En vigtig del af målmandsteamet
Teknisk Direktør Nils Koppen fortæller, at det primære fokus for Tobias bliver det daglige arbejde på træningsbanen sammen med klubbens øvrige målmænd.
”Med oprykningen bliver Tobias en fast del af vores målmandsteam, hvor han i det daglige skal arbejde tæt sammen med vores øvrige keepere og trænerstab. Det vil give ham de optimale rammer for at lære, hvad der kræves i hverdagen på dette niveau,” forklarer Nils Koppen.
”Det handler ikke om, at han skal være den færdige målmand fra dag ét, men om at han skal lægge lag på sit spil og tage ved lære af de rutinerede folk omkring sig. Tobias har vist, at han er klar til at arbejde hårdt og dedikeret, og vi har en god, fælles plan for, hvordan vi støtter ham bedst muligt i den proces.”
Tobias Breum-Harild: Klar til at arbejde hårdt
For den 18-årige målmand er oprykningen en motiverende mulighed for at rykke sig yderligere som målmand.
”Det er et rigtig spændende skridt for mig, og jeg er glad for muligheden for at blive en fast del af truppen fra den nye sæson. Jeg ved, at det kræver hårdt arbejde hver evig eneste dag på træningsbanen, og det er jeg helt indstillet på,” siger Tobias Breum-Harild.
”Nu handler det for mig om at finde min plads i målmandsteamet, suge til mig af erfaring fra de andre og hele tiden lægge lag på mit spil. Jeg glæder mig til at blive udfordret i hverdagen og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at bidrage positivt til træningsmiljøet og holdet.”
Tobias Breum-Harild tiltræder officielt som fast medlem af førsteholdstruppen, når forberedelserne til den nye sæson skydes i gang.