Sportslig omorganisering i F.C. København
F.C. Københavns sportslige organisation justeres for at sikre en bedre udnyttelse af specialisternes kompetencer.
Nils Koppen overtager posten som Technical Director fra Andreas Hintze Rocks, der fremover skal være Recruitment Insights Lead i den sportslige afdeling under klubbens Technical Director.
Formålet med omorganiseringen er at skabe en tydelig interim struktur samt at sikre den optimale udnyttelse af de to specialisters kompetencer. Skiftet sker efter ønske fra Andreas Hintze Rocks, og han og Nils Koppen vil fortsætte deres tætte samarbejde.
Nils Koppen kommer fra stillingen som Head of Scouting and Recruitment og tager over som fungerende Technical Director, og han vil derfor lede forberedelserne frem mod F.C. Københavns sommertransfervindue, indtil en ny sportsdirektør kan tiltræde.
Belgiske Nils Koppen kom til F.C. København i efteråret 2025 med betydelig erfaring fra ledende stillinger i europæisk fodbold hos Rangers FC i Glasgow, PSV Eindhoven og KRC Genk.
”Nils vil være ansvarlig for alt omkring transfers, og vi er glade for, at han påtager sig det vigtige ansvar, så vi har en klar organisering for det sportslige arbejde i den kommende periode,” siger F.C. Københavns CEO, Jacob Lauesen.
”Justeringen skal ses som et led i den foreløbige analyse af klubbens sportslige struktur, og Nils og jeg vil køre et tæt parløb i den næste tid.”
Omorganiseringen træder i kraft med øjeblikkelig virkning.