Neestrup: Det ene point kan blive meget afgørende

"Vi viste en meget, meget stærk mentalitet, da vi havde aller mest brug for det, for det ene point kan vise sig at blive meget afgørende for, om vi kommer i Top 6, selv vi ikke har det hele i egne hænder," sagde Jacob Neestrup efter 2-2 kampen i Odense.

"Men det var en kamp, hvor vi ikke præsterede på det niveau, vi gerne ville. Det var for tilfældigt, for uafstemt og for uafklaret.  det er for uafklaret, det er for individuelt, og vi må jo ikke komme bagud på den måde vi gjorde ti sekunder efter pausen."

"Især i 1. halvleg formåede vi ikke at spille dem i de kanaler, vi gerne ville i vores dybe spil, og det er bedst illustreret ved deres 1-0-mål, hvor vi men en smule kvalitet kunne have vendt op i banen og spillet bolden dybt."

"Jeg synes stadig, det var en kamp, der kunne have gået begge veje, men har også en fornemmelse af, at OB havde mere kontrol på deres spil, end at vi havde på vores," sagde Neestrup og fremhævede de fem indskiftede spillere, da han skulle sætte ord på vores comeback i den sidste halve time, der altså endte med en Hatztdiakos-udligning langt inde i tillægstiden.

"Jeg synes, at Geovanni gjorde det fremragende, og jeg synes, at Moukoko også lavede et godt og energisk indhop, og med lidt mere kvalitet i nogle afgørende situationer, så laver han også en assist eller to. Jeg synes, at Clem og Mads Emil kom ind på midten og gav os noget ro i spillet, da vi har brug for det, og Elyounoussi kom også ind og viste sig gennembrudsstærk."

"Så der er noget, vi kan tage med til Randers-kampen næste weekend i Parken, og den skal vi bare vinde, og så må vi se, hvor vi så står i forhold til tabellen," sagde Jacob Neestrup.

>> Find billetter til den afgørende Randers-kamp her