Mads Emil Madsen

F.C. København køber Mads Emil Madsen

F.C. København har indgået en aftale med AGF om midtbanespilleren Mads Emil Madsen, som skifter til de danske mestre. 

Den 27-årige dansker kommer oprindeligt fra Silkeborg IF og har tilegnet sig udlandserfaring i østrigske LASK og tjekkiske Slavia Prag, mens han siden 2022 har været en bærende profil i Aarhus.  
 
Mads Emil: Jeg er sulten efter at spille i F.C. København 
”Det her skridt føles helt rigtigt. F.C. København er Skandinaviens største klub, og ambitionerne om mesterskaber og europæisk fodbold tiltaler mig. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet og bidrage med mine styrker, og jeg ser særligt frem til at spille foran fansene både i Parken og på udebane.” 

”Det har været et meget stort ønske for mig at komme til F.C. København. Jeg er sulten efter at spille med og mod de bedste, og jeg kan ikke vente med at komme på træningsbanen.” 

”Jeg kommer med stor respekt for den kvalitet, der allerede er i truppen, og ser frem til at arbejde hårdt fra dag ét for at være med til at skabe resultater,” siger Mads Emil Madsen. 

Sune Smith-Nielsen: Vi har kigget på Mads Emil længe
”Mads Emil har over længere tid vist et meget solidt og højt niveau i Superligaen. Han kommer med en værdifuld kombination af erfaring, fysik og spilintelligens, som kan supplere vores midtbane. Vi får en spiller, der kan tage ansvar i begge ender af banen, og som ved præcis, hvad det kræver at præstere i Superligaen. Og på toppen af dette er han en væsentlig tilføjelse til truppens skandinaviske kerne.” 

”Det er ingen hemmelighed, at vi har kigget på Mads Emil længe, og med skaden til Magnus (Mattsson, red.) er Mads Emil blevet endnu mere relevant for os. Han kan bringe nogle af de kvaliteter, som vi på nuværende tidspunkt mangler i vores midtbane-konstellation. Derfor er vi glade for, at det nu er lykkedes at blive enige med AGF,” siger Sune Smith-Nielsen. 

Jacob Neestrup: Mads Emil dækker vores behov 
”Mads Emil dækker vores behov i forhold til kompetencer på den centrale midtbane. Han er en spiller, der kan sætte spillet nedefra og samtidig operere i mellemrummet tættere på modstanderens målfelt. Han vil med det samme kunne bidrage med dynamik og spilintelligens - både med og uden bold - og evnen til at skifte rum.” 

”Samtidig spiller han med høj defensiv intensitet og ansvarlighed, hvilket er et ufravigeligt krav som central midtbanespiller i F.C. København i både de nationale og de internationale kampe. Desuden kan han bidrage markant på standardsituationer.”   

”Mads Emil vil fra dag ét være en fast del af den stamme af spillere, som skal føre F.C. København sikkert gennem det kommende efterår i Champions League, Pokalturneringen og Superligaen," siger Jacob Neestrup.

Mads Emil Madsen trækker i trøje nummer 21.