Rasmus Falk

Farvel til en FCK-legende: Rasmus Falk vender hjem til Fyn og OB efter ni år i København

Efter ni sæsoner, 339 kampe, 29 mål og 49 assists i den hvide trøje er det tid til at tage afsked med en af de mest betydningsfulde spillere i nyere F.C. København-historie.

Rasmus Falk forlader klubben denne sommer og vender hjem til Fyn for at fortsætte karrieren i OB – klubben han skiftede fra, da han i 2016 kom til hovedstaden. 

Falk har været med til at præge ni år i F.C. København. Han har løftet fem mesterskabspokaler, vundet tre pokaltitler og spillet en markant rolle i tre Champions League-gruppespil, hvor han med sin tekniske finesse og spilintelligens har vist sig som en spiller på internationalt topniveau i sine bedste perioder. 

Rasmus Falk: Et stykke af mit hjerte bliver i København
Rasmus Falk siger om det store kapitel, han nu afslutter i hovedstaden: 

”Det har været en kæmpe ære at spille for F.C. København. Klubben har betydet alt for mig i de her år, og jeg føler mig privilegeret over at have været en del af så mange store oplevelser." 

”At få lov at spille Champions League, vinde mesterskaber og mærke stemningen i Parken – det er noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg har udviklet mig enormt meget som både spiller og menneske, og jeg og min familie tager mange stærke minder og relationer med mig.”

“Der er mange mennesker, som jeg har mødt i min tid i F.C. København, og som skal have en krammer, når jeg ser dem – men de skal først og fremmest have en stor tak for at gøre min tid i denne klub til noget, jeg aldrig vil glemme.” 

”Nu er det tid til at komme tættere på familien og tage næste skridt med OB, hvor jeg også havde nogle gode år før skiftet til København.”

“Jeg vil altid bære klubben i hjertet og følge med fra sidelinjen. F.C. København vil for evigt være en vigtig del af mit liv,” siger Rasmus Falk.

Sune Smith-Nielsen: En spiller og person i særklasse
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen understreger, at Falks betydning har rakt langt ud over det sportslige.

”Rasmus har været en nøglespiller i mange år, men han har i mindst lige så høj grad været en nøgleperson.”

“Han har taget København til sig, og han har forstået hvad klubben, fansene og byen står for. Han har haft enorm betydning for vores måde at spille fodbold på, og hans rolige tilgang og professionelle attitude har præget hele holdet.”

“Vi skal huske at glæde os over, når spillere af den type kommer til vores klub, og det ved jeg, at alle F.C. Københavnere altid har gjort,” siger Sune.

”Fem mesterskaber, tre pokaltitler og utallige europæiske kampe vidner om en spiller, der har leveret på højeste niveau i en lang årrække. Rasmus er en kulturbærer – både på og uden for banen – og hans indsats fortjener den allerstørste respekt.”

“Nu vender han hjem til OB, og det gør han med vores taknemmelighed og allerbedste ønsker for det næste kapitel.” 

Jacob Neestrup: En gave at arbejde med
Cheftræner Jacob Neestrup lægger ikke skjul på sin store respekt for Falk, både som spiller og som menneske: 

”Rasmus har igennem ni år været spilleren, som har været med til at skabe bro mellem nye spillere og nye trænere.”

“Han har qua sin store spilintelligens leveret nogle helt fantastiske præstationer i F.C. København-trøjen. Præstationer på absolut højeste niveau til stor glæde for fans, trænere og mange andre. Han har været en afgørende spiller i rigtig mange år for F.C. København.”

”Men der, hvor klassen virkelig indtræder hos Rasmus, er, at han altid har sat holdet over sig selv og altid har villet det bedste for F.C. København og dem, han arbejder sammen med.”

”Det skal han have uendelig respekt og tak for. Nu ønsker vi Rasmus alt det bedste i fremtiden, og så glæder vi os til at give ham et fortjent farvel i Parken.” 

Farvel til Falk i Parken
Rasmus Falk vil få et behørigt farvel i Parken, og vi informerer nærmere, når detaljerne er på plads.