
Derby-fokus: Meget på spil for begge hold
Løverne går ind i en uge med tre kampe, der meget vel kan blive "sæsondefinerende" - først gælder det søndagens Derby i Brøndby, inden vi torsdag spiller pokalreturkamp i Parken mod Viborg og søndagen efter får besøg af FC Midtjylland.
Med en københavnsk sejr på søndag får Brøndby meget svært ved at blive i guldkampen, for så vil vi - med tre kampe igen - være ni point foran dem. Omvendt kan de reducere afstanden på søndag og har ligesom vi stadig en hjemmekamp mod FC Midtjylland, så dette Derbys betydning kan næppe overvurderes.
Efter at have sneget sig med på et yderligt mandat, indledte Brøndby Mesterskabsspillet med tre sejre i træk, men spillede 0-0 i to af de næste og var tæt på 3-3 mod Randers, før de scorede et sejrsmål i sidste minut.
Brøndby er således de eneste ubesejrede i Mesterskabsspillet, mens alle andre har tabt 2-4 kampe - men den samlede tabel ser således ud inden weekendens runde:


Indbyrdes statistik
Vi har ikke tabt de seneste seks gange, vi har spillet i Brøndby (tre sejre og tre uafgjorte), og det er vores længste Vestegns-stime uden nederlag. Derimod har vi haft større problemer i Parken med tre nederlag i de seneste fem kampe.
Siden 1992 har vi vundet flere end Brøndby, både hjemme og ude: i Parken har vi 34 sejre mod deres 14 (og 17 uafgjorte), og i Brøndby har vi 26 sejre mod deres 24 (og 15 uafgjorte).
Ingen karantæner
Ingen af holdene har karantæner, men flere i farezonen. Victor Froholdt og Thomas Delaney misser FC Midtjylland-kampen, hvis de får en advarsel, og fem Brøndby-spillere risikerer at gå glip af deres næste kamp i Farum.