Ariël: - Tilfreds med resultatet
Foto: Sportsagency.dk
af Torkil Fosdal
Cheftræner Ariël Jacobs var naturligvis tilfreds med 3-0-resultatet mod AaB, men det var ikke alle facetter i spillet, som han var lige begejstret for. - Vi manglede noget aggressivitet, når de havde bolden, og vi gav dem for meget plads før pausen, hvor vi i perioder manglede tempo i vores eget spil, analyserede Ariël efter kampen, hvor han naturligvis også måtte forholde sig til, at der på onsdag venter en kamp af en ganske anden kaliber.
- Ja, vi må forbedre os til på onsdag, for det bliver en kamp på et helt anden niveau, både mentalt og fysisk. Men også efter national standard var der noget, vi kan arbejde på at forbedre fra i dag.
Cheftræneren havde inden kampen efterlyst mere vildskab på tribunerne, og det ønske fik han bestemt opfyldt:
- Jeg er meget imponeret over den positive støtte, som vi fik fra fansene i dag. Det får vi i høj grad også brug for på onsdag, når Club Brügge kommer, opfordrede Ariël Jacobs, der slog fast, at holdet vil forberede sig præcis som til en hvilken som helst anden kamp, selv om man møder en modstander fra hans hjemland.
Det var den første kamp efter salget af Dame N’Doye, og derfor var der mange, der noterede sig, at alle tre angribere kom på tavlen i dag. Især Andreas Cornelius, der fik sin første kamp fra start nogensinde, var i mediernes søgelys efter sin flotte 1-0-scoring, men Ariël Jacobs tøvede med at erklære sig helt tilfreds med det unge angrebstalent:
- Hvis jeg udtrykker alt for stor tilfredshed, så vil klubben måske ikke købe en ny angriber, sagde han med et glimt i øjet, inden han understregede, at det selvfølgelig er flot af unge Cornelius. To mål i tre kampe taler sit eget sprog, men belgieren lagde alligevel vægt på noget andet end målene:
- Han er stadig en ung spiller i en læreproces, og derfor er det vigtigste, at der er fremgang i hans udvikling – også selv om der vil komme både ”ups and downs”. Han har også forudsætningerne for det, han er både ivrig, lyttende og lærevillig, men deruover er målene selvfølgelig godt for hans selvtillid, for den gavner hans udvikling.
Nu indleder Ariël og trænerteamet forberedelserne til onsdagens vigtige Champions League-kvalifikationskamp mod Club Brugge. Der bliver brug for al den støtte, der overhovedet kan mobiliseres, selv her i denne OL-tid…
Andreas Cornelius: Er du sindssyg, det var helt vildt...
- Det her var nok lidt sværere end det første jeg lavede mod Midtjylland, men jeg er glad for alle mine mål - det er altid fedt at score! Og når fansene så jubler på den her måde... også da jeg blev skiftet ud, er du sindssyg, det var helt vildt!
Thomas Kristensen: Vi får presset dem bedre efter pausen
- De spiller pænt i store dele af kampen, men kommer ikke frem til ret meget. Og efter pausen får vi presset dem bedre, og så giver målene selvfølgelig også ro på vores spil, og alt i alt vinder vi helt fortjent. Jeg skulle nok selv have øget til 3-0, da César spillede mig fri på en kontra, men jeg var lidt træt på det tidspunkt...
César Santin: Ramte den perfekt
- Jeg ramte den perfekt på TK's indlæg i 2. halvleg, og det var dejligt at se den gå ind. Jeg havde også chancen lige i starten på Bryans gode oplæg, men der ramte jeg den ikke lige så godt. Men dejligt at vi får lavet en del mål igen.
Nicolai Jørgensen: Lidt for mange småfejl
- Vi laver nok stadig for mange småfejl, som vi skal have rettet til på onsdag, og især i 1. halvleg får de alt for meget spil, hvor vi kommer til at løbe meget. Men det er selvfølgelig også deres fortjeneste. Men efter pausen sidder vi godt på det og vinder fortjent.