Historietimen: Bo Svenssons spillerkarriere i F.C. København
“Min mor blev træt af, at hendes dreng gik rundt og ødelagde ting derhjemme, og vi boede på Frederiksberg, og KB var den klub, min mor lige kendte.”
Sådan begyndte fodboldkarrieren for den dengang 6-årige Bo Svensson, som 20 år senere forlod F.C. København til fordel for tysk fodbold - og nu, yderligere 20 år senere, er han tilbage på Frederiksberg som cheftræner for klubben, der altid har haft en særlig plads i hans fodboldhjerte.
De seneste dage har vi delt både billeder og videoer på sociale medier fra Bo’s aktive karriere i København, og i dag sætter vi lidt flere ord på de syv år, hvor han var førsteholdsspiller - blandt andet med udgangspunkt i den Ring til et Rygnummer-podcast, vi lavede med Bo i december 2019, og som du kan genhøre nederst i artiklen.
Bo blev født i Skørping den 4. august 1979, men voksede op på Frederiksberg. Som ung knægt havde han også andre interesser, mens han spillede drenge- og juniorfodbold, og han har siden fortalt, at han først for alvor fik ambitioner som ynglingespiller.
I 1998-99 spillede Bo sin første seniorsæson på KB’s Danmarksserie-hold (DS), som i de år var F.C. Københavns reservehold, som i øvrigt deltog i den daværende Ørestad Cup med fire københavnske og fire sydsvenske klubber.
Bo indledte også efteråret 1999 på DS-holdet, og for eksempel scorede han sejrsmålet til 2-1 mod Humlebæk søndag den 19. september foran 142 tilskuere i Frederiksberg Idrætspark - på et hold, der så således ud:
Rune Pedersen - Robert Buzejka, Ulrik Gensby (77.: Sladan Peric), Bo Svensson, Michael Larsen - Carsten V. Jensen (69.: Hjalte Nørregaard), Kofi Dakinah, Rasmus Andersen, Thomas Lauridsen - Will Orben (53.: Dennis Bo Mortensen), Rasmus Hvid
DS-holdet blev i øvrigt nummer to både i 1998 og 1999 - de spillede kalenderårs-turnering i modsætning til Superligaen.
En uge senere, søndag den 26. september 1999, debuterede Bo i Parken mod Esbjerg, da han ti minutter før pausen afløste Carsten Hemmingsen, der udgik med en alvorlig knæskade. Han var midtbanespiller, men Bo gik ind på favoritpladsen som centerforsvarer, mens alt-mulig-manden Michael Mio rykkede op på midten.
Holdet i den kamp
Karim Zaza - Thomas Rytter (78.: Martin Biil Larsen), Michael Mio, Kim Madsen, Diego Tur - Thomas Thorninger (72.: Yüsüf Öztürk), Carsten Hemmingsen (35.: Bo Svensson), Donatas Vencevicius, Todi Jónsson - David Nielsen, Clement Cliford
Vi vandt 3-0, og vores kampreferent kaldte en heldig arbejdssejr:
“Uden at imponere på nogen måde lykkedes det at vinde en talmæssigt klar sejr over Esbjerg i en kamp, som først og fremmest vil blive husket for den unge forsvarsspiller Bo Svenssons overbevisende debut.”
Bo overbeviste ikke bare vores kampreferent, men også cheftræner Kim Brink for han startede inde i resten af efteråret - og næsten hele foråret, indtil han røg ind i en karantænedag og desuden vrikkede rundt på foden i en Ørestad-kamp ude i Brøndby og missede sæsonens sidste tre Superligakampe.
Allerede fra foråret fik Bo nyt rygnummer, da han udskiftede #25 med #4, som blev ledigt, fordi Donatas Vencevicius overtog #8 fra Piotr Haren. Nummerskiftet indikerede også, at Bo rykkede op i hierarkiet.
Sjovt nok overtog Hjalte Nørregaard #25 i foråret 2000, da han rykkede op i A-truppen. Og da Hjalte i efteråret 2006 vendte hjem til F.C. København fra Heerenveen, så fik han igen Bos seneste rygnummer, denne gang #4.
Sæsonen 2000-01
I sommeren 2000 blev Roy Hodgson ny cheftræner, og Bo var stadig førstevalg, mens hans makker fra foråret, den et år ældre Kim Madsen, var langtidsskadet.
Efter en sæsonstart med kun fire point i de første fem kampe præsenterede vi to store navne til Derbyet i Parken den 27. august - Jacob Laursen og Ståle Solbakken.
Bo beholdt sin plads, men allerede i næste runde udgik han mod AB ude i Gladsaxe med en lyskeskade og fik ikke flere kampe det efterår, hvor Laursen og Diego Tur dannede stopperpar.
Bo fik kun en enkelt kamp i foråret, men havde trods alt sin del af klubbens første mesterskab siden 1992/93, selv om karrieren nu stod lidt stille.
Sæsonen 2001-02
I efteråret 2001, da først Kent Karlsson og siden Hans Backe tog over efter Roy Hodgson, var Bo heller ikke første valg, men fik dog en håndfuld kampe
“Jeg var da ikke alt for tilfreds,” huskede Bo i vores rygnummer-podcast fra 2019.
“Det er klart, at når man har prøvet hvor spændende det er at spille og føler sig vigtig for holdet, så ser måske ikke altid lige positivt på de ting. Men jeg tror også, det er en vigtig fase for en ung spiller at komme igennem og lære at komme ud på den anden side. Det tilbageslag har måske udviklet mig til at blive en bedre spiller.”
Jacob Laursen skiftede i slutningen af 2001 til Derby, og så fik Bo chancen igen fra starten af foråret 2002 med Martin Albrechtsen som stopper-makker.
Sæsonen 2002-03
Næste sæson spillede Bo også fast med enten Albrechtsen eller Bora Zivkovic - og scorede sit første af i alt fire mål for F.C. København, da vi slog Silkeborg 2-1 den 6. oktober 2002.
Syv minutter efter pausen fik vi frispark nærmest midt på deres halvdel, og Peter Nielsen trillede den kort til Peter Møller, der fyrede af - bolden ramte Per Ottesen i Silkeborg-muren, efterlod keeperen i ingenmandsland, og fra kanten af målfeltet styrede Bo den i tomt mål.
"Selvfølgelig var det med vilje! Eller... den ramte mig på foden, ikke…," smilede Bo til Carsten Werge, da TV3 interviewede den sjældne målscorer.
Sæsonen sluttede med endnu et dansk mesterskab - og denne gang havde Bo en stor andel i titlen, for han spillede 30 af de 33 Superligakampe og var for alvor en af de bærende spillere.
Sæsonen 2003-04
Den 17. august 2003 bar Bo for første gang anførerbindet, da vores faste anfører, Peter Nielsen var skadet. Og den kamp husker alle F.C. Københavnere - måske ikke på grund af Bo’s anførerbind, men fordi det var den legendariske Farum-kamp, hvor vi vendte 0-1 til 2-1 i slutminutterne på Peter Møllers drømmedrøn!
Da Peter Nielsen ved udgangen af 2003 stoppede sin aktive karriere, blev Bo udnævnt til fast anfører i en alder af 24 år - den yngste hidtil i klubbens historie.
Og sæsonen sluttede i triumf med, at han som den første løftede både pokalen og mesterskabstrofæet i samme sæson!
Sæsonen 2004-05
Vi kunne ikke følge succesen op i 2004-05-sæsonen. Gorica-kollapset i Parken er et kapitel for sig, og selv om Bo fik æren af at løfte Royal League-trofæet på Nya Ullevi i maj 2005, så overskyggede det et 0-5-nederlag i Brøndby ti dage tidligere, hvor Bo netop var kommet tilbage efter en månedlang pause med en hælskade.
Efter sæsonen valgte Hans Backe at skifte anfører, så Bo bedre kunne koncentrere sig om sit eget spil, og det trak selvfølgelig store overskrifter i pressen. Bo beskrev det således i podcasten fra 2019:
“Næste sæson (altså 2004-05, red.) gik det ikke så godt, der havde jeg også en formkrise og spillede ikke så godt, og det endte også med at Hans tog en snak med mig, hvor han sagde det nok ville være bedst, hvis den her last blev taget af mine skuldre med anførerbindet,” og det viste sig også at være rigtigt at det var bedre sådan.”
“Jeg kan huske, at det var der Michael Gravgaard og Jesper Christiansen også kom (sommeren 2005, red.), hvor vi indkasserede meget få mål. Så det var selvfølgelig hårdt ikke at være anfører mere, men det gjorde mig til en bedre spiller, så alt i alt en blandet fornøjelse at være anfører. Det var godt i starten, men så var det mere en byrde for mig, end noget jeg egentlig kunne løfte, det må jeg sige.”
Sæsonen 2005-06
Bo var stadig førstevalg i forsvaret sammen med Gravgaard og spillede også hele efteråret 2005, bortset fra et par kampes skadepause.
Året sluttede langt inde i december med et 0-1-nederlag i Kalmar i Royal League - en kamp, som alle vidste var Hans Backes afskedskamp, for allerede den 31. oktober 2005 var Ståle Solbakken præsenteret som hans efterfølger fra 1. januar.
Men Kalmar-kampen viste sig også at blive Bo’s sidste turneringskamp, for i januar 2006 forlod han F.C. København til fordel for Borussia Mönchengladbach.
“Efteråret gik rigtig godt, vi førte ligaen ret stort, og jeg havde ikke så lang tid tilbage af min kontrakt. Jeg havde gjort det udmærket, jeg var 26 år, og hvis skulle ud, så skulle det være nu.”
“Det ville blive svært, hvis jeg tegnede en ny kontrakt, og så bød muligheden sig for at komme til Gladbach. Jeg havde brug for en ny udfordring og prøve mig selv af i nye omgivelser – og se hvor langt niveauet rakte til.”
Bo’s sidste optræden i FCK-trøjen blev de første 45 minutter af Ståles uofficielle debut, da vi spillede 0-0 med Schalke 04 i Parken den 22. januar - og hvor han blandt andet fik et glædeligt gensyn med sin tidligere holdkammerat, Christian Poulsen, som han skulle gøre selskab i Bundesligaen.
Et par dage efter skrev Bo under med Gladbach - i første omgang med virkning fra sommeren 2006, men inden længe blev det ændret til et skifte med omgående virke, mens Bo i øvrigt var på tur med ligalandsholdet.
Dengang skrev vi, at han havde vundet tre mesterskaber og en pokaltitel, men nogle måneder senere kunne han skrive endnu et mesterskab på sit københavner-CV, da vi vandt vores femte danske mesterskab.
Holdet i Bos sidste kamp mod Schalke:
Jesper Christiansen – Lars Jacobsen, Bo Svensson (46.: Dan Thomassen), Michael Gravgaard, André Bergdølmo (46.: Urmas Rooba) – Michael Silberbauer (79.: Nicklas Svendsen), Tobias Linderoth, Morten Bertolt (46.: William Kvist), Razak Pimpong (46.: Jeppe Brandrup) – Álvaro Santos, Peter Ijeh (63.: Martin Bernburg)
20 år og to måneder senere er Bo Svensson tilbage i F.C. København og tager hul på et nyt kapitel som cheftræner. Velkommen hjem, Bo!