
Fokus på Silkeborg IF
Fredag kl. 19 tager vi hul på anden halvdel af Grundspillet i 3F Superliga med en udekamp i Silkeborg – fremrykket af hensyn til vores Champions League-hjemmekamp tirsdag aften mod Dortmund.
Der er kun meget få billetter tilbage i vores udeafsnit, og dem finder du på billet.fck.dk.
Silkeborg har tilbragt store dele af sæsonen under eller lige over nedrykningsstregen, og er p.t. næstsidst, a point med Fredericia, men med dårligere målscore.
Siden de senest rykkede op i 2021 lå de nr. 3-5 på dette tidspunkt, dvs efter 11 runder, men denne sæsonstart har været svær.
De har hentet syv point hjemme og fire point ude, men de seneste sæsoner har de heller ikke været markant stærkere hjemme på kunstgræsset i Silkeborg end på diverse udebaner.
De lever stadig i pokalen efter 2-1 over Middelfart G&BK i 2. runde og 5-0 over Kolding BK i 3. runde, og i næste runde venter FC Midtjylland på MCH Arena.
Indbyrdes statistik
Vi er ubesejrede i de seneste otte kampe mod Silkeborg (V5, U3), der senest slog os i den første af to pokal-kvartfinaler i december.
De vandt 2-0 i Parken, og vi vandt kun 2-1 i returkampen Silkeborg, men fik pokalrevanche i forårets finale med 3-0-sejren på MCH Arena.
Bortset fra den finale, er vores tre seneste Silkeborg-kampe endt uafgjort - alle efter tre comebacks.
6. oktober 2024 var vi bagud 0-2 i Silkeborg efter en halv time, men udlignede til 2-2 i de sidste 20 minutter ved Claesson og Gabriel.
4. november 2024 udlignede Silkeborg til 2-2 i Parken i niende tillægsminut, efter at Diks havde bragt os foran 2-1 tidligere i tillægstiden.
Den 21. september i år smed vi en 3-1-føring i Parken og fik kun 3-3 efter et par store defensive blundere.