Klubbens måske bedste europæiske efterår nogensinde reddede ikke helhedsindtrykket af en sæson, der skuffende endte med bronzemedaljer og pokalfarvel i kvartfinalerne.

Mohamed Daramys lejemål var udløbet, Zeca havde definitivt lagt støvlerne på hylden, og Hákon Haraldsson blev solgt for et stort beløb til franske Lille, men ind kom blandt andet Elias Achouri, Mohamed Elyounoussi og Birger Meling. Andreas Cornelius blev skadet tidligt i sæsonen, og det gav plads til Orri Óskarsson, der var vendt styrket tilbage fra et forår i Sønderjyske.

Det begyndte godt i Jacob Neestrups første hele sæson som cheftræner, da vi løste opgaven i den første, svære del af sæsonen - kvalifikation til Champions League, mens vi også toppede tabellen i Superligaen.

Det holdt dog hårdt, ikke mindst i den nervepirrende Q3-returkamp i Prag, efter at vi kun havde spillet 0-0 mod Sparta i Parken. Vi førte ellers længe 1-0, inden de udlignede og fremtvang forlænget spilletid, og her lignede det to gange, at vi var på vej ud - men kaptajn Claesson holdt os i live med udligninger til 2-2 og 3-3, og så vandt vi straffe-konkurrencen 4-2.

De polske mestre fra Rakow ydede også god modstand i playoff, men blev besejret sammenlagt 2-1, og så gav lodtrækningen os ellers en "dødsgruppe" med Bayern München, Man. United og Galatasaray.

Neestrup gjorde det klart, at vi ikke bare var med for oplevelsens skyld, og vi var tæt på at vinde den først kamp Istanbul, indtil Galatasaray til sidst udlignede til 2-2, da vi spillede i undertal efter en udvisning af Elias Jelert.

1-2 mod Bayern (hvor vi førte 1-0) og 0-1 på Old Trafford (hvor vi brændte straffe i tillægstiden) gjorde det svært at opfylde ambitionen om avancement, men løverne leverede: 4-3 i en forrygende forestilling mod Man. United, 0-0 ude mod Bayern og 1-0 hjemme over Galatasaray placerede os på andenpladsen i gruppen. 

I 1/8-finalerne efter nytår var Man. City dog for stærke og vandt begge kampe 3-1, hvor nyankomne Magnus Mattsson fik fornøjelsen af at score i sin debut i Parken mod City.

Langt hen på efteråret så det stadig fint ud i Superligaen, men afslutningen før jul blev kostbar, hvor vi kun fik ét point i tre kampe og røg ud i pokal-kvartfinalerne til Silkeborg efter 0-2 hjemme og kun 2-1 i Silkeborg. 

Vi tabte tre af forårets første syv kampe, men kom på vinderkurs igen, og efter en Derby-udesejr på 3-1 lå vi - med tre under igen - á point med Midtjylland med bedre målscore. Men det var tæt for Brøndby og Nordsjælland var kun to point efter.

Men siden fulgte et skæbnesvangert hjemmenederlag til Midtjylland på 1-2 efter en kamp, der ellers bød på total FCK-dominans og et hav af chancer til både uafgjort og sejr... 

Da vi siden også tabte 2-3 i Aarhus, så røg guldchancen inden sidste runde, hvor vi fik besøg af Nordsjælland, som kun var ét point efter i kampen om den tredjeplads, der gav en europæisk playoff.

Vi førte længe 1-0 på et Claesson-hovedstød, og først kort før tid udlignede Nordsjælland til 1-1, men det var nok til en playoff mod Randers FC. Det blev en nervøs, rodet og på mange måder dårlig fodboldkamp, hvor det vigtigste bare var, at vi vandt 2-1 og sikrede en plads i Conference League-kvalifikationen.

Det var på et hængende hår efter en sæson, hvor vi ellers ikke var langt fra at sikre os det danske mesterskab - eller i det mindste en "matchbold" til at sikre det på sidste spilledag.