Jacob Neestrup

Neestrup før OB: Vi skal tage styringen

Det er tredje hjemmekamp på en uge, når F.C. København og Parken søndag tager mod OB i 3F Superligaen.

De første to hjemmekampe endte med en 1-0 sejr over AaB i ligaen, mens det onsdag blev til en 2-0 sejr over Vejle i DBU Pokalen.
 
“Vi glæder os selvfølgelig over at have tredje hjemmekamp i Parken på en uge," siger cheftræner Jakob Neestrup.

"Vi er meget taknemmelige for den flotte opbakning, som holdet har fået indtil videre i 2023, og vi vil efter bedste evne forsøge at levere en god præstation igen."
 
Sammen med holdet har Neestrup en stime på fem sejre i træk uden at indkassere mål i Superligaen, hvor holdet aktuelt er nummer tre, seks point fra førstepladsen, mens OB er en del af det tætte felt i kampen om pladserne i Mesterskabsspillet.
 
“Vi har som sædvanlig sund respekt for vores modstander, og specielt offensivt synes vi, at de har nogle gode strukturer og mønstre, som kan udfordre modstanderen," siger Neestrup.

"Individuelt har de også nogle spændende offensive spillere, som kræver, at vi igen er koncentrerede i vores presspil og forsvarsspil."
 
“Men som i de to foregående hjemmekampe skal det være os, der tager styringen på kampen. Følelsen er god og selvtilliden stor, og vi går selvsagt efter tre point i Parken endnu en gang,” slutter Jacob Neestrup.
 
>> Du kan se kamptruppen her
 
Find din plads her
Har du endnu ikke sikret dig plads til kampen, så er der fortsat mulighed for det. Find din plads her til priser fra 120 kroner for voksne og 60 kroner for børn.