Jess Thorup

Thorup før AaB: Vi har store forventninger til os selv

Søndag venter sæsonens anden kamp, når vi møder AaB på udebane. En kamp, som cheftræner Jess Thorup ser frem til efter en skuffende start på 3F Superligaen mod AC Horsens:

”Vi skal ud og vise os selv og vores fans, at vi er langt bedre, end det, vi præsterede i søndags. Præstationen var hverken som hold eller individuelt god nok," siger Thorup, inden lørdagens træning på Nummer 10.

"Vi sluttede sidste sæson stærkt af med rigtigt gode præstationer i de sidste kampe og en god opstart, hvor det har peget i samme positive retning, og det skal vi også levere i kampen mod AaB.

Vi vil dominere kampene
Thorup forventer et dominerende FCK-hold i Aalborg:

”Vi har høje forventninger og krav til os selv, og vi har en ambitiøs spillestil, hvor vi vil dominere kampene."

"Det har vi bevist, at vi kan, og derfor er vi også sikre på, at vi kan ramme samme høje niveau igen. Men det kræver, at vi individuelt og som hold leverer meget bedre end i søndags.”

Det bliver intenst
FCK har vundet de seneste fire kampe i Aalborg, men den statistik lægger Jess Thorup ikke meget vægt på før søndagens kamp:

”Der venter et fyldt stadion i Aalborg, og udebaneafsnittet er også fyldt igen, så det bliver intenst og en ny kamp."

"Derfor kan vi ikke bruge tidligere resultater til så meget. Det handler om at være klar søndag og give alt hvad vi har for tre point. Det er jeg også overbevist om, at vi kommer til,” siger Jess Thorup.

Se med på TV3+ og Viaplay
Vores udeafsnit er som nævnt udsolgt, men du kan se AaB-kampen på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 17.