Pop up Fanområde bag Sektion 12

Sidste nyt før FCK-Silkeborg

Vavro 100
Denis Vavro kan i aften spille sin kamp nr. 100 for klubben. De første 85 spillede han i sin første periode fra september 2017 til maj 2019, og her i foråret har han - som den eneste - fuld spilletid i alle 14 kampe. Kun Pep Biel er også startet inde hver gang, men er udskiftet i halvdelen af kampene.

Denis Vavro
Vavro kan spille kamp nr. 100 i aften. Foto: Getty Images

 

>> Besøg fanområdet bag Sektion 12 fra kl. 18

Valdemar er med igen
Valdemar Lund er i bruttotruppen for første gang siden, at han debuterede hjemme mod Vejle den 31. oktober. Før jul blev han opereret for hofteproblemer og har siden genoptrænet, indtil han forrige tirsdag spillede første halvleg af U19's pokalsemifinale mod FC Nordsjælland. I lørdags spillede han desuden 75 minutter for U19 ude mod OB.

Valdemar Lund og Ethan Amundsen-Day
Valdemar og stopper-kollega Ethan Amundsen-Day i lørdagens U19-kamp i Odense. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Mange midtjyske fans
Der kommer over 600 midtjyske fans til København i aften for at støtte Silkeborg, som jo efter eget udsagn er de rigtige midtjyder, mens FC Midtjylland i virkeligheden er vestjyder.

Deres fans er, uanset hvor de kommer fra, flyttet fra A11 ned på D1, men udefans-billetter til A11 gælder selvfølgelig også der.

Mål i træk
Pep Biel har scoret vores tre seneste mål (i de to Derbyer), og inden da var han også den seneste, der havde scoret tre FCK-mål i træk. I august 2021 scorede han vores to seneste i 3-1-sejren i Århus og det første i 2-0-sejren hjemme over SønderjyskE.

Den seneste, der scorede flere FCK-mål i træk, var Robert Skov i december 2018, hvor han lavede fem i træk: til 2-0 og 3-0 hjemme mod Esbjerg (begge på straffe) samt et hattrick i Haderslev, da vi vandt 3-0.

Robert Skov scorer på straffe
Robert Skov scorede fem FCK-mål i træk i december 2018. Foto: Getty Images


Dommerne
Dommer: Jens Maae
Linjedommere: Jesper Dahl og Danny Kolding
Fjerdedommer: Benjamin Helm Svedborg
VAR & A-VAR: Jonas Hansen og Sebastian Friis Aagerup

Jens Maae dømmer sin FCK-kamp nr. 32. Den seneste var efterårets pokalkamp i Nykøbing Falster, og det er første gang, han dømmer os mod Silkeborg.
 

Kort, karantæner og skader
Karantæne: Kevin Diks afsoner den første af to spilledages karantæne

Karantæne ved næste advarsel
Alle advarsler: Peter Ankersen, Denis Vavro, Pep Biel og Nicolai Boilesen
Advarsel til 4 eller 6 strafpoint: David Khocholava
Advarsel til 6 strafpoint: Rasmus Falk

Skader
David Khocholava, Jens Stage, Nicolai Jørgensen, Carlos Zeca, Akinkunmi Amoo og Victor Kristiansen.


TV
Du kan se kampen på 6'eren og discovery+, der sender optakt fra kl. 19.00.