Telia Parken

Millioninvestering i Parkens plæne

PARKEN Sport & Entertainment investerer et større millionbeløb for at forbedre Parkens græs.

”Vi har fået berettiget kritik fra blandt andre landstræner Kasper Hjulmand og fra egne rækker om, at Parkens bane har været for dårlig. Vi er ikke uenige, for niveauet på vores græs har simpelthen ikke levet op til den standard, vi ønsker i Parken, når F.C. København eller landsholdet spiller deres kampe. Vi havde håbet på, at den nye hybridbane bedre kunne modstå vejrlig og slitage, men det har desværre ikke holdt stik, og derfor har vi valgt at øge investeringerne i nyt og forbedret udstyr, der fremover skal hjælpe til at hæve niveauet til international standard,” siger formand i PARKEN Sport & Entertainment, Allan L. Agerholm og fortsætter:

Rådgivning fra førende specialister
”Vi har arbejdet på at finde en holdbar løsning i længere tid, og vi har derfor rådført os med nogle af Europas førende specialister inden for området. Det er specialister, som i forvejen rådgiver top-stadioner som Arsenals Emirates Stadium og Wembley. Den type udstyr, vi nu bringer på banen, anvendes samme steder - og sammen med vores team er der nu lagt en robust plan for sikre den bedst mulige plæne i Parken”, siger Allan L. Agerholm.

Sportsdirektør i F.C. København, Peter Christiansen, supplerer:

”Det er et stort fokusområde for os ud fra en sportslig betragtning, da et godt underlag er afgørende for vores muligheder for at spille den type fodbold, både vi og landsholdet ønsker. Derfor er det meget positivt, at der bliver investeret endnu flere ressourcer i det, for selvom der er blevet arbejdet hårdt for det, så må og skal kvaliteten af banen løftes,” siger Peter Christiansen.

Vil hæve standarden betydeligt
Arbejdet med at øge banens kvalitet starter med det samme, men vil være langvarigt:

”Investeringen er ingen garanti for et altid perfekt underlag, da klimaet og belastningen af banen har en meget stor betydning for dens kvalitet. Jeg tror, at de fleste, der har en græsplæne ved, at den ikke trives specielt godt i vinterhalvåret, og når man så oveni bruger den så meget, som vi gør i forbindelse med landskampe og FCK-kampe i både Superligaen og Europa, så vil det altid have en effekt. Men når det er sagt, så er vi overbeviste om, at vi kan hæve standarden betydeligt,” siger Allan L. Agerholm.

Arbejdet med at få banen under intensiv behandling går i gang allerede i vinterpausen, og hvis alt går efter planen står den forhåbentligt allerede en hel del bedre, når sæsonen starter igen den 20. februar 2022.