Jonas Wind

Jonas: Kommer tilbage med selvtillidsboost

Inden lørdagens træning fandt vi Jonas Wind i omklædningsrummet på Nummer 10, hvor han sad og gjorde sig klar til formiddagens træning sammen med bl.a. Stephan Andersen.

Der er vist ikke mange fodboldspillere, der ikke kan huske deres landsholdsdebut. Selv Stephan Andersen, der som ung AB-målmand debuterede for 16 år siden, husker tydeligt følelsen af at komme på banen, da han afløste Thomas Sørensen i pausen nede i spanske Gijon.

Jonas Winds debut fandt sted for kun 10 dage siden:

Var ikke lovet noget på forhånd
"Følelsen sidder der stadig, og den glemmer jeg ikke lige foreløbig. Det vil den nok også gøre for mig om mange år," siger Jonas, der ikke på forhånd var lovet spilletid.

"Da jeg blev udtaget, så vidste jeg godt, at der var en træningskamp, hvor der måske ville være noget rotation i holdet, så der var en mulighed for debut, men jeg vidste overhovedet ikke noget på forhånd," fortæller han.

"Jeg fik først at vide i pausen, at jeg skulle gøre mig klar til det 70. minut, og så var det bare med at varme op og holde mig klar, og selvfølgelig trippede jeg for at komme ind. Det var kæmpestort, da det skete, og jeg er selvfølgelig meget stolt."

Et ekstra selvtillidsboost
"Det er jo en stærk gruppe med top-internationale spillere og bl.a. havde vi jo også to 100-kamps jubilarer i Eriksen og Kjær, så der er selvfølgelig meget man kan lære på landsholdet. Men som sådan er der ikke så mange paralleller mellem landsholdet og FCK, men det var fedt at være med, og det giver selvfølgelig også et ekstra selvtillidsboost."

God energi i truppen
Tre dage efter debuten, mens landsholdet forberedte sig på Island, skete der ting og sager i København:

"Det er første gang, jeg oplever en trænerfyring, så det var lidt mærkeligt ikke at være sammen med de andre på 10’eren. Man oplever det hele lidt på afstand og hører lidt fra nogle af de andre. Men jeg var tilbage i går, og der var en god energi i truppen, og træningen så også god ud."

Nye ideer
Fra sine år i Talentafdelingen kender Jonas både Hjalte Nørregaard og hans U19-assistent, Jannick Breuning, der også hjælper til omkring førsteholdet sammen med Stefan Madsen og Kim Christensen:

"Trænerteamet er kommet med ny inspiration og lidt nye ideer til vores spillestil, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til AaB-kampen i morgen. Jeg vil selvfølgelig ikke røbe de nærmere taktiske overvejelser, men vi går ikke fra den ene yderlighed til den anden. De kommer med lidt nye ideer, som bygger videre på vores normale spillestil, men det bliver ikke en kæmpe revolution," slutter Jonas.