Kampreferat: Lige nu er vi alle i kulkælderen

Lige nu er vi alle i kulkælderen
Mens disse linjer skrives, har nattemørket for længst sænket sig over vores hovedstad, men når byen vågner i morgen, bliver det lyst igen. Det samme kan man ikke sige med sikkerhed om vores fodboldklub, men jeres faste kampreferent er stadig af den overbevisning, at det nok skal blive lyst igen. Spørgsmålet er ikke om, men hvornår og hvordan.

Aftenens præstation var ikke en enlig svale, men kom denne gang på et forbandet dårligt tidspunkt. Holdet har dog også leveret fremragende præstationer i år, og indtil Vejle reducerede i søndags, kunne man godt få øje på en pil, der pegede opad.

Lige nu er vi bare alle i kulkælderen, og som I kan fornemme, leder jeres faste kampreferent efter en grimasse, der kan passe til skuffelsen, ærgrelsen og frustrationen over, at vi i det mindste ikke også lige klarede denne sidste hurdle og kom i gruppespillet.

Tunge tanker kredser uvilkårligt om tidligere tiders store skuffelser – ingen nævnt, ingen glemt – og var vi så i det mindste bare blevet bortdømt af Messias! You know what I mean...

Men efter disse overspringshandlinger må vi til sagen og referere selve kampen.

Tyve gode minutter
I forhold til Vejlekampen var Stage blevet klar og startede på den centrale midt i stedet for Mudrazija, og desuden startede Bengtsson i stedet for Boilesen. Kroaterne stillede som ventet op i en kompakt defensiv med kun den 20-årige Zagreb-lejesvend, Kulenović, helt fremme.

Som så mange gange før kom vi fint ud til kampen og viste initiativ og vilje til at diktere spillet. Efter fem minutter headede Jonas Wind kampens første hjørne lige på keeperen, og fem minutter senere havde Pierre Bengtsson et udmærket langskud, som dog gik over mål.

Så langt, så godt. Det var ti minutter med klar FCK-dominans, og sådan forløb de næste ti minutter også. Med et højt og aggressivt genpres stressede vi kroaterne, og selv om vi ikke kom til deciderede chancer, så lukkede vi også fuldstændig af bagude.

Bizart selvmål vendte op og ned på det hele
Men efter 20 minutter vendte kampen 180 grader på et splitsekund – eller syv. Nelsson blev overspillet lidt inde på deres halvdel, og så kørte de lynhurtigt en kontra, som pludselig blev livsfarlig, da Ragnar Sigurdsson gled og samtidg fældede Nelsson i hans returløb, så Andrijasevic pludselig var helt alene med Kalle – men lobbede på overliggeren, hvorfra bolden uheldigt sprang lige ned på Ankersens knæ og i mål.

Tal lige om et freak-mål, som man ikke mindes at have set magen til før – og så i en livsvigtig europæisk playoffkamp, som vi havde domineret totalt indtil da. Man forstår de mange på sociale medier, som kaldte det en bizar opsummering af hele vores 2020…

Frem mod den halve time havde vi stadig bolden meget, men målet havde tydeligvis rystet os så meget, at der var endnu færre tilløb til at skabe noget i den anden ende. Efter 32 minutter snittede Jonas et Bengtsson-indlæg forbi den ene stolpe, men det var også det nærmeste vi kom på en afslutning.

Rijeka virkede til at have fuldstændig styr på tingene og kom længere og længere frem på banen i slutningen af halvelgen, men heller ikke de kom dog til noget særligt. De fik dog kort før pausen et halvbilligt frispark lige uden for feltet, men Andrijasevic sparkede bolden i muren.

Bedre offensiv efter pausen
Efter pausen kom Kaufmann ind for Fischer, og vi spillede nu 4-3-3 (eller 4-3-2-1) med Pep Biel, Zeca og Stage på midten og Jonas og Kaufmann fremme med Wilczek. Det så ud til at hjælpe, selv om Rijeka fik en kæmpe kontrachance efter 50 minutter, da Jonas tabte en bold på egen halvdel og Kulenovic tørrede Nelsson ude i siden og spillede på tværs med en tunnel på Bengtsson, men inde foran gled Andrijasevic lidt i skudøjeblikket, så Kalle kunne afværge med en fodparade.

Midt i halvlegen, hvor Mudrazija også havde afløst Stage, fik vi dog etableret et ret godt pres på dem og kom til noget, der lignede chancer. Efter godt forarbejde af Bengtsson og Mudrazija kom Jonas på skudhold i feltet, men blev blokeret, og kort efter var han lige ved at få en mere efter en halvdårlig kroatisk clearing.

Men vi må dog gribe i floskelskuffen efter den klassiske ”lige-ved-og-næsten” vending, for selv om vi spillede godt i denne periode, så var det stadig ikke godt nok. Og selvfølgelig skal man ikke glemme at se det fra det andet holds perspektiv: de havde drømt om, men ikke realistisk troet på en kampudvikling som denne, men nu spillede de deres kort snusfornuftigt og effektivt. Kønt var det ikke, men hey... sådan har vi også hentet mange point i Europa!

De halve chancer var der
Knap tyve minutter før tid kom Wilczek til et par lige-ved-og-næsten afslutninger. Først flugtede han lige over mål på et Bengtsson-indlæg, og lidt efter headede han et Pep Biel-indlæg – som måske lå et par centimeter for højt – lige i armene på keeperen.

De sidste ti minutter hev Rijeka selvfølgelig alle kendte tricks ud af ærmet på that's the name of the game-måden. Pep Biel fik en skudchance i feltet, men ramte ikke bolden rent, og Wilczek fik endnu en halv chance, der endte i nettaget, og mens minutterne tikkede afsted, måtte man med stigende rædsel se i øjnene, at det ikke ville lykkes for os.

Vi kæmpede dog lige til den bitre ende, men det blev desværre en bitter ende, hvilket også kom tydeligt til udtryk i Ståles evaluering af en aften, som han kaldte den mørkeste aften i hans mange år som FCK-træner.

Loyalty IS forever
Hvis du også har gemt et lille smil til det blev gråvejr, så er det nu, du skal lede efter det. Vi får brug for det, for der er kamp igen på søndag, og ingen mennesker - heller ikke fodboldspillere - bliver bedre ved hele tiden at blive mindet om sine dårlige præstationer.

Success is really temporary - but loyalty is forever. FORZA FC.