IFK Göteborg-fans

Fokus på IFK Göteborg

Traditionsklub med problemer
IFK Göteborg fylder 116 år den 4. oktober og vandt det første af i alt 18 mesterskaber i 1908, så torsdagens modstander er en af de gamle, traditionsrige klubber i Sverige.

Det hjælper dog ikke meget i nutiden, hvor IFK var tæt på at ryge under nedrykningsstregen i søndags. 3-0-sejren over bundholdet Falkenbergs FF stoppede en stime på 14 kampe i Allsvenskan uden sejre, hvoraf 9 dog endte uafgjort, så man ligger nr. 12 af 16 hold.

Roland Nilsson i trænersædet
Sejren var samtidig Roland Nilssons første i trænersædet, efter at han afløste Poya Asbaghi, der blev opsagt, fordi klubben - med direktør Max Markussons ord - ikke fik point nok og ikke vandt kampe nok.

56-årige Roland Nilssons seneste cheftrænerjob på klubniveau var i F.C. København, hvor han efterfulgte Ståle i sommeren 2011, men kun nåede et halvt år i jobbet, inden han blev opsagt. Siden har trænet det svenske U17-landshold og U21-landshold. Roland, der oprindeligt er fra Helsingborg, spillede selv seks år i IFK Göteborg fra 1983-89, hvor klubben havde sin storhedsperiode såvel nationalt som internationalt.

Roland Nilsson


Guldalderen i 80'erne og 90'erne
Klubbens guldalder var 80'erne og 90'erne med 10 nationale mesterskaber fra 1982-96 og sensationelle europæiske resultater med tanke på forudsætningerne i skandinavisk fodbold.

Ganske vist var vejen til europæisk succes kortere, for der var færre selvstændige nationer og færre deltagende hold, men vejen var ikke nødvendigvis nemmere. Og IFK vandt altså UEFA Cup'en to gange - uden at tabe én eneste kamp i de to sæsoner!

To UEFA-cup triumfer
Både i 1982 og 1987 præsterede IFK hvad ingen andre nordiske klubber har gjort: de vandt UEFA Cup'en!

Især returkampen i finalen i 1982 mod Hamburger SV vakte genlyd over hele Europa. Dengang afgjorde man UEFA Cup over to kampe, og efter en fornem 1-0-sejr hjemme over HSV (med bl.a. danske Lars Bastrup), så vandt IFK 3-0 på Volkspark i Hamborg og udspillede i lange perioder det stærke Bundesligahold.

En kæmpe triumf for den unge træner, Sven Göran Eriksson, og hans mandskab med profiler som Glenn Hysén, Glen Strømberg og den helt store individualist oppe foran, Torbjörn Nilsson.

IFK tabte endda ingen kampe undervejs i turneringen, da de eliminerede Haka Valkeakosken, Sturm Graz, Dinamo Bukarest, Valencia og Kaiserslautern!

I 86/87 gentog svenskerne bedriften og slog Dundee United over to finaler (1-0 hjemme og 1-1 ude), og selv om de fleste modstandere var mere overkommelige (Sigma Olomouc, Stahl Brandenburg, Gent, Inter og Swarowski Tirol), så er det imponerende, at de heller ikke denne gang tabte undervejs.

Mellem disse to triumfer var IFK også meget tæt på at sende Barcelona ud af semifinalerne i EC for mesterhold, men efter en forrygende 3-0-sejr hjemme i Göteborg tabte de et dramatisk opgør på Nou Camp med 0-3, trods flere store afbrændere, et fejlagtigt underkendt mål og en Barcelona-tilbagelægning på underkanten af egen overligger. Efter målløse 2 x 15 minutter skulle det afgøres på straffespark, og efter en spansk afbrænder kunne IFK afgøre det hele på sidste spark - men ak, Roland Nilsson sparkede over mål, og catalanerne endte med at vinde. Det var ingen trøst for svenskerne, at Barca tabte finalen til Steaua på straffespark, hvor de brændte alle fire forsøg!

Det blev til yderligere to kvartfinaler i EC for mesterhold i 80'erne, og i 90'erne var IFK tre gange i Champions League-gruppespil - og gik endda videre i 94/05 fra en gruppe med Barcelona, Galatasaray og Manchester United, men tabte siden til Bayern München.

Siden 1998 har IFK ikke været i europæisk gruppespil, og det tætteste var, da de spillede Europa League-playoff mod Qarabag i 16/17 (h 1-0, u 1-3).

Pokalsejr sikrede den europæiske billet
Klubens seneste mesterskab var i 2007, og desuden er det blevet til en håndfuld andenpladser i de seneste 20 år.

Til gengæld har IFK været i en del pokalfinaler (2004, 2007, 2008, 2009, 2013, 2015 og 2020) - og vundet tre af de seneste fire, bl.a. den 30. juli i år. De var ellers bagud 0-1 mod Malmö FF indtil kort før tid, men Patrik Karlsson udlignede og i den forlængede spilletid sikrede Alexander Farnerud titlen og muligheden for at spille Europa League.

En trup med mange tidligere IFK-profiler
Farnerud er en af relativt mange eks-IFK'ere, som klubben har hentet i år. Han var også nogle sæsoner i Brøndby og kom til Göteborg i maj 2020 efter senest at have spillet i Helsingborgs IF, og siden har man også hentet Mattias Bjärsmyr fra Genclerbirligi, Jakob Johansson fra Stade Rennes, Pontus Wernbloom fra PAOK og Sebastian Eriksson fra Genoa - alle spillere med en fortid i klubben. Sidstnævnte udgik dog efter bare ni minutter af hans comeback mod Mjällby for en måneds tid siden.

Der er ikke røget mange den anden vej, men senest solgte man venstre back Victor Wernersson til KV Mechelen og erstattede ham med 19-årige Yahya Kalley fra Malmö FF's talentafdeling.

Roland Nilsson står alt i alt med en trup en blanding af rutinerede og unge talentfulde spillere, men ikke et tæt sammenspillet hold over tid, når de to holds europæiske skæbne skal afgøres torsdag aften i Göteborg.