Ragnar Sigurdsson

Reaktioner efter 2-0 sejren over Halmstads BK

Efter sejren i årets første træningskamp fik FCK.dk et par hurtige reaktioner fra Ståle og et par af spillerne:

Ståle Solbakken
"Det var vigtigt, at alle mand fik 45 minutter i benene, at vi ikke fik nogen skadet og nu har nærmest alle mand klar til træningslejren i Portugal. Vi mangler stadig Boilesen og Wind, men dem der ikke var med i dag - Bjelland, Pieros og N'Doye - de vil alle være klar til Portugal. Men ellers en fin kamp, og også en flot præstation af de unge der var med i dag - og som også skal med på træningslejren".

Ragnar Sigurdsson
"Det var dejligt at være tilbage - og skønt atter at spille helt i hvidt. Men jeg synes, at vi gjorde det godt, vi var i fuld kontrol igennem det meste af kampen, og med tanke på, at det er pre-season, synes jeg alt i alt, at det var en godkendt præstation. Jeg fik selv fumlet lidt med bolden et par gange, men havde tilsvarende også et par gode aktioner, så jeg synes egentlig, at jeg havde meget godt styr på det".

Jens Stage
"Det var en god træningskamp, og en kamp hvor vi havde bolden mest og fik den flyttet ganske godt rundt. Samtidig var der også et par kontraer, og de gav da lidt luft i lungerne hver gang. Selvfølgelig også godt at få scoret, og jeg havde da gerne scoret et par stykker mere - men dem gemmer jeg til vi rigtig kommer i gang med forårssæsonen".

Carlo Holse
"Jeg synes det var en fin træningskamp mod en god modstander - på en knapt så god bane. Vi havde bolden meget, og fint med 45 minutter i benene så jeg er klar til træningslejren. Og ja, jeg kunne og burde nok også have scoret i dag, så jeg skylder nok lidt på den konto".