Spillerne går på banen

Kampreferat: Når enden er god...

Halvvejs gennem sæsonen har vi et Superliga-pointsnit på 2,3, vi er i pokalkvartfinalen og i 1/16-finale i Europa League.

Det har ikke altid set kønt ud, og vi har lavet mange fejl undervejs og måttet kæmpe hårdt for tingene – men ved årets udgang ser det slet ikke så tosset ud. Aftenens kamp forløb stort set på samme måde!

Tidlig fynsk føring
Kampen havde dårligt nået at sætte sig, før Viktor Fischer tabte bolden i en dribling i hjørnet af eget felt, og straks spillede Mathias Greve bolden til Anders K. Jacobsen, der chippede den over Kalle til fynsk føring.

En stor defensiv fejl, men også fornemt udnyttet af fynboerne, som til lejligheden var iklædt den sort- og gulstribede trøje, som de også havde, da de slog Real Madrid ud for 25 år siden.

Men siden var OB vist heller ikke oppe i vores felt før fem minutter før pausen, og deres annoncerede 3-4-3-formation lignede hurtigt en 5-4-1 med kun Bashkim helt fremme. Men den var ganske effektiv langt hen i kampen.

Vi svarede dog hurtigt igen med et par gode hovedstødschancer til Pep Biel – som var lidt uheldig med, at forsøget ramte Jacob Barrett og gik til hjørne – og Santos, der midt for mål headede lige på Oliver Christensen. Men ellers havde vi svært ved at komme til noget, og stort set alle indlæg blev headet væk af fynske pandebraske eller bokset væk af Oliver C.

Stor københavnsk spildominans
Kampen fortsatte med mest spil på den fynske banehalvdel, men for mange upræcise afleveringer vanskeliggjorde også vores offensiv. Bag fejl og mangler var der dog vilje og tålmodighed, og vi kom da også til afslutninger. Kort før den halve time bragte Fischer sig på skudhold lige uden for OB-feltet, men Oliver C. afværgede til hjørne. Santos kom højest på hjørnet, men headede et stykke forbi, og også Papagiannopoulos sendte et hovedstød uden for målrammen.

Men viste OB tænder igen og kunne måske have punkteret kampen fem minutter før pausen. Denne gang gav et boldtab af Papagiannopoulos chancen til Bashkim, og hans flade afslutning ramte endda Nelsson og var ved at snyde Kalle, som dog afværgede fornemt med en fodparade. Og Janus Drachmann misbrugte lidt uden for feltet en god skudmulighed på returbolden, da Zeca blokerede skuddet.

Dér slap vi med skrækken – men det gjorde OB også nogle minutter efter, da Falk headede et Varela-indlæg på stolpen. Santos nåede også at sende et farligt forsøg afsted fra spids vinkel, men det blev ved 1-0 til OB ved pausen.

Fortsat pres efter pausen
Kampbilledet fortsatte efter pausen, blot med den forskel, at vi ikke gav flere chancer væk. Dominansen var stor, men vanskelighederne med at finde vej gennem deres defensiv var tilsvarende store.

Efter små ti minutter var N’Doye dog lige ved at heade et hjørne i mål, men inde på selve stregen fik Oliver C. med stort besvær fat i bolden, mens vi protesterede heftigt for, at en forsvarer brugte armen til hjælp for at hjælpe sin keeper.

OB fik lige 2-3 hjørnespark i træk, som ikke førte til noget, men vi genetablerede hurtigt vores powerplay på deres banehalvdel. Men tiden gik, og OB hjalp den selvfølgelig godt på vej ved at benytte enhver lejlighed til at trække tiden.

Midt i halvlegen trak det igen op til udligning, da Daramy – som havde afløst Pep Biel - sendte Varela til baglinjen, men inde foran mål reddede Oliver C. igen fra nært hold, da Santos afsluttede.

Angreb efter angreb bølgede efterhånden ned mod det fynske mål, og det begyndte at ligne en forspildt mulighed for at hale ind på FC Midtjylland forspring, efter de søndag aften smed en 1-0-føring og tabte hjemme til AGF.

Offensiv gambling
OB begyndte også så småt at komme til kontraangreb, der med lidt mere kynisme kunne have forvoldt større skade, men de kom ikke til åbne chancer.

Vi bevarede tålmodigheden og kværnede videre, og 12 minutter før tid fandt Ståle tiden inde til at gamble. Ud gik Papagiannopoulos og Falk til fordel for Pieros og Mudrazija, så vi spillede med N’Doye, Santos og Pieros helt fremme med Daramy, Mudrazija og Fischer bagved – og Varela og Bengtsson højt oppe på backerne, mens Zeca blev tilbage og hjalp Nelsson.

Mindre end et halvt minut efter udskiftningen fik vi straffe! I en løbeduel ned mod OB-feltet fik Santos en albue i hovedet af Oliver Lund, og dommer Burchardt vurderede, at forseelsen skete inden for feltet.

Pieros slog til med det samme!
Pieros’ allerførste boldberøring var derfor at samle bolden op og ligge den til rette på 11-meter pletten, hvorfra han udplacerede Oliver C., der gik til den forkerte side.

OB mistede hurtigt bolden, efter de havde givet den op – og fik den ikke igen, før Oliver C. igen kunne hente den ud af netmaskerne!

Der var nemlig spillet mindre end et minut siden, spillet blev sat igang, da Mudrazija pressede spillet frem i venstre side og sendte Bengtsson afsted, og på hans fine indlæg lavede Pieros ”en Hobro” og blev dobbelt målscorer i løbet af få minutter – med et hovedstød nærmest fra samme position, som han scorede sejrsmålet mod jyderne!

Mod tre aggressive frontløbere kunne OB-stopperne ikke længere følge med, og for en gangs skyld var der plads til at komme til vejrs, og det udnyttede Pieros med stor selvsikkerhed og præcision.

Fortjent gjaldede Pieros, Pieros-råbene ud over Telia Parken, og hvis ikke afstemningen om Man of the Match kun løb til det 80. minut, havde han givetvis taget titlen i stedet for Zeca.

Spændende forår forude
Men det var ikke slut endnu, og OB gjorde selvfølgelig hvad de kunne for at få point med hjem – men forgæves. Trods næsten fem minutters tillægstid – fordi der skulle uddeles en håndfuld gule kort i tillægstiden for det ene og det andet – så holdt vi vores mange offensivspillere stand og sikrede vores tiende hjemmesejr i træk over fynboerne.

Det har været et broget efterår med op- og nedture, skader og mange nye spillere, et tæt kampprogram osv osv – og efter det skuffende Malmönederlag i torsdags, om end vi gik videre fra gruppen, vidner det om stærk vilje og moral, at spillerne igen kæmpede sig tilbage fra 0-1 og hentede en sejr.

Vi går et spændende forår i møde!