Bo Rygaard og Ståle Solbakken

Ståle forlænger til 2023

F.C. København og manager Ståle Solbakken er blevet enige om at forlænge samarbejdet, så den nye aftale løber til sommeren 2023.

Ståle har netop været med til at sikre F.C. Københavns 13. mesterskab, hvor han som spiller, træner og senest manager har været med til at vinde de ni, et som spiller, otte som træner. Desuden er han blevet kåret til Årets Træner i Danmark tre gange, og han har stået i spidsen for holdet i fire UEFA Champions League-gruppespil.

”Ståle Solbakkens resultater med klubben taler for sig selv. Han er en meget stærk og dygtig sportslig leder, der ikke alene har opnået store og kontinuerlige resultater med klubben, men også været central i opbygningen af en stærk sportslig struktur og organisation,” siger Bestyrelsesformand Bo Rygaard og fortsætter:

”Vi har fra bestyrelsens og ejernes side været meget tilfredse med den måde, den sportslige ledelse har præsteret på, og vi er glade for, at vi kan fortsætte det fortrinlige samarbejde langt ud i fremtiden. Vi ser FCK og Ståle som et perfekt match i forhold til vores høje ambitioner og internationale fokus, og vi er overbevist om, at vi har den rigtige mand i spidsen for det sportslige i den udvikling, vi er inde i,” siger Bo Rygaard.

Ståle har i to omgange været cheftræner og manager i FCK. Første periode var fra 2006 til 2011, og efter to år i tysk og engelsk fodbold vendte han tilbage til København i 2013. I alt har han stået i spidsen for klubben i 567 kampe:

”Jeg har det rigtigt godt i klubben, hvor jeg har en rigtig god hverdag sammen med en masse mennesker, jeg sætter pris på og arbejder godt sammen med. Samtidig synes jeg, at vi er inde i en spændende udvikling som klub, og jeg er stadig meget sulten efter at bringe FCK endnu længere frem,” siger Ståle og uddyber:

”Vi har en ambition om at spille med de bedste i verden, og det driver mig at jagte det, selvom det er en vanskelig ambition at indfri. Vi vil vinde mesterskaber og ud i Europa og spille mod de bedste hver sæson, og det glæder jeg mig til at arbejde for sammen med vores stærke stab. Jeg synes, at vi står stærkere end nogensinde i forhold til vores sportslige setup og det er på ingen måde en enkeltmandspræstation af mig, når vi lykkes. Vi har stærke folk på alle poster og en rigtigt spændende trup at arbejde med, mens vi også har et bagland, der bakker os stærkt op og en bedre relation end nogensinde på tværs af klubben. Jeg glæder mig meget over, at vi skal fortsætte den positive udvikling sammen,” siger Ståle Solbakken.

FAKTA:
Navn: Ståle Solbakken
Født: 27. februar 1968
Klubber som spiller: Grue Il, Ham-Kam, Lillestrøm, Wimbledon, AaB og F.C. København
Karriere som træner: Ham-Kam, F.C. København, FC Köln, Wolverhampton og F.C. København