Kæmpebanner på Sektion 12 - også til guldfesten

Ligesom til hjemmekampene mod FC Midtjylland og Brøndby har vores partner Unibet sagt ja til at lade eksponeringsfladen mellem Øvre og Nedre B være prydet af et kæmpe Sektion 12-banner til guldfesten mod FC Nordsjælland 25. maj. 

Unibets store velvilje glæder Daniell Askholm, som er udviklingskonsulent og SLO-ansvarlig i F.C. København.

”Det var et spektakulært syn til DERBY og kampen mod FC Midtjylland, og vi glæder os til endnu engang at vise Københavns fanscene fra sin bedste side såvel lydmæssigt som visuelt, når vi slutter sæsonen af,” siger han.

”Banneret mellem øvre og nedre afsnit samler hele Sektion 12 og er et symbol på den fantastiske udvikling, klubben og fanscenen har været igennem sammen. Vi er ekstremt glade for, at Unibet også til guldfesten har givet vores fans muligheden for at levere et stærkt og vigtigt visuelt udtryk. I den forbindelse ser jeg frem til, at det stærke samarbejde og den gode dialog med Unibet fortsætter,” siger Daniell Askholm.

>> Find din plads til GULDFESTEN

Hos Unibet er man også glade for, at kunne hjælpe ved endnu en gang at ”donere” en del af eksponeringsfladen til en storkamp.

”Fansene har med deres initiativer været med til at bære F.C. København frem til et fortjent mesterskab – og derfor vil vi som mangeårig partner, gerne anerkende fansenes betydning og træde et skridt til side, så klubben kan få det maksimale rygstød fra Sektion 12,” siger pressechef i Unibet, Per Marxen.

Alle i F.C. København vil gerne takke Unibet for at bakke op om den meget positive udvikling på deres tribune og dermed give vores fans optimale rammer i Telia Parken.