Ståle: Vi mangler bare at score

Ståle: Vi mangler bare at score

Efter 0-0-kampen i Viborg var Ståle udmærket tilfreds med indsatsen i 2. halvleg, bortset fra at vi ikke fik omsat de 3-4 store chancer i scoring.

- I 1. halvleg giver vi for mange kontraer væk og er lidt heldige et par gange, hvor de rammer træværket. Men 2. halvleg er okay, bortset fra at vi ikke får scoret. Vi kommer ud til 2. halvleg med meget mere power og fysik og skaber også 3-4 gode chancer, som vi normalt scorer på. Men det kan ske, og jeg klandrer ikke spillerne noget for præstationen, som bliver bedre og bedre efterhånden som kampen skrider frem, vurderede manageren, der ikke ville give det tætte kampprogram skylden for at det ikke blev til tre point i dag.

Peter Ankersen:
- Vi er vant til mange kampe, og jeg synes vi viser den rette indstilling, og chancerne er der jo. Viborg har nok for mange kontraer, men jeg synes vi havde spillet til de tre point og har et par store chancer. Vi kunne selvfølgelig også være kommet bagud, men overordnet set har vi chancerne til de tre point. Det slutter desværre med lidt frustrationer, fordi dommeren vælger at fløjte af midt i en kontra.

Andreas Cornelius:
- Som FCK-spiller skal vi kunne præstere i forskellige situationer og turneringer, også på en våd dag i Viborg. Det synes jeg også vi gør i dag, men vi skal selvfølgelig score på vores chancer. Vi kunne godt have skabt mere før pausen, men i 2. halvleg kommer vi til chancerne og leverer en god offensiv kamp, hvor vi samtidig holder dem helt fra chancer. Det er også vigtigt, at vi ikke taber kampe som den her.

Nu er der Superliga-pause i et par uger, mens en række spillere skal afsted med deres respektive landshold. Næste kamp er hjemme mod Silkeborg lørdag den 15. oktkober - og det bliver for en gangs skyld uden Zanka, der har karantæne efter sit gule kort i dag.