Debutanterne slog til

Debutanterne slog til

Debutanterne fik en perfekt start
Ståle måtte undvære Zanka og Antonsson, der begge afsonede karantæne, og i stedet var Amartey trukket ned i centerforsvaret ved siden af Pelle Nilsson, der var klar efter sine problemer med baglåret. Desuden var der officiel debut til vores tre nye folk, Verbic, Kusk og Ankersen.

Og netop de tre debutanter satte sig igennem efter bare tre minutters spil – Kusk var trukket ind på midten og spillede en bold ud til Ankersen i højre side, og på hans fine indlæg headede Verbic bolden ind tæt op ad den ene stolpe! det kan man da kalde en debut, der ville noget!

Det gjorde ikke opgaven nemmere for de walisiske fyraftensproffer, og få minutter efter var deres keeper David Jones også ved at komme galt af sted, da han uden for feltet lossede kuglen lige ind i fødderne på Marvin, men derfra gik bolden en meters penge forbi det tomme mål. Og siden skulle Jones få mange muligheder for at revanchere sig!

Chancer til mere end 1-0 ved pausen
Små 10 minutter senere – hvor vi fortsat var i fuld kontrol med begivenhederne – ramte Pourié overliggeren, efter et fint Verbic-indlæg. Newtowns eneste reelle chance før pausen kom efter 18 minutter, da de fik frispark nogle meter uden for feltet i en ganske fornuftig position, men Craig Williams sendte dødbolden langt ud på stemningstribunen.

Nej, der stod F.C. København på det hele, selv om der da var perioder, hvor waliserne havde bolden på vores halvdel – især i forbindelse med dødbolde. Men chancerne, de kom i den anden ende, og især hen mod slutningen af halvlegen, hvor waliserne tydeligvis var ved at være trætte.

Først resulterede et af mange gode sammenspil mellem Verbic og Ludwig i et indlæg, som Nicolai med lidt besvær fik fat i, men han hamrede afslutningen lige over mål. I slutminutterne blev Verbic snydt for et kæmpe straffe, da Goodwin tromlede ham ned bagfra i feltet, men angrebet blev fastholdt og resulterede i tre gode forsøg fra henholdsvis Delaney, Nicolai og Verbic. Inden pausen nåede Ludwig også at afslutning af sted, der strøg over mål, så lidt misvisende måtte vi nøjes med en ét-måls-føring efter de første 45 minutter.

Fortsat massiv dominans

2. halvleg blev endnu mere ensidig med et nærmest konstant FCK-pres og en perlerække af store tilbud i det første kvarter. Allerede efter to minutter fik Marvin en stor mulighed efter et Delaney-indlæg fra venstre, men fik ikke træf på den midt for mål. Senere kom Delaney selv godt op til et Ludwig-hjørne, men måtte se Newtown-keeper David Jones TV-redde til hjørne.

Minuttet efter var det Kusks tur med et listigt skud uden for feltet, men igen var keeperen på plads, og Kusk fik også den næste gode mulighed efter godt sammenspil med Nicolai i feltet, men en walisisk fod kom i vejen.

Efter uret havde rundet en time fik Newtown en enlig chance efter et langt indkast i højre side, og Neil Mitchell stod ubehageligt fri lige uden for feltet, da han trykkede af, men heldigvis strøg bolden over mål…

Tålmodigheden blev belønnet!

Hurtigt genoptog vi dog trykket mod deres mål, som til tider havde karakter af power play, men Ståle havde advaret mod denne udvikling og erklæret “tempo og tålmodighed” for nøgleord. Og det levede spillerne fint op til ved ufortrødent at mase på, og et kvarter før tid kom belønningen. Kusk drev bolden frem langs midteraksen, tog selv chancen fra distancen med et fladt skud, og bolden susede ind ved den ene opstander, hvor keeperen ikke nåede ned.

To debutant-mål, to mål af vores kantspillere - hvad kunne man næsten mere ønske sig? Ja-ja, 3-0 havde været endnu bedre, og det var da heller ikke fordi vi ikke forsøgte, men de helt store chancer udeblev.

Høgli fik de sidste 10 minutter i stedet for Pourié, dvs Verbic gik frem i angrebet, og Ludwig op på den venstrekant hvor han alligevel havde befundet sig det meste af kampen…

Verbic nåede at få en god chance i overtiden, men var desværre offside, og hvad værre var, fik han et skrub i duellen med keeperen og måtte lade sig udskifte med Brandur. Heldigvis var det ikke værre end at han selv kunne humpe hen til bænken og undervejs modtage en fortjent hyldest fra fansene.


Holdet:
1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen, 4 Pelle Nilsson, 18 Daniel Amartey, 3 Ludwig Augustinsson –17 Kasper Kusk, 24 Youssef Toutouh, 8 Thomas Delaney (anf.), 7 Benjamin Verbic (93.: 36 Brandur Hendriksson) – 23 Marvin Pourié (82.: 2 Tom Høgli), 10 Nicolai Jørgensen

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen, 20 Christoffer Remmer, 33 Yones Felfel, 35 Mikkel Wohlgemuth og 40 Marcus Mathisen

Noter:
- Johan Wiland blev erstattet af Kim Christensen på kampdagen, da der var indikationer af, at han kunne blive solgt, og derfor ville klubben gøre ham en tjeneste ved ikke at benytte ham, da han i givet fald er “låst” i europæiske kampe

- Marcus Mathisen havde nr. 40, da han var anmeldt til UEFA med dette nummer, inden han blev rykket op i førsteholdstruppen og fik nr. 34