Vetokele: Den følsomme skarpretter

Vetokele: Den følsomme skarpretter

”Det var helt fantastisk at kunne score efter så få minutter. Og så foran hjemmepublikummet den første gang, jeg spillede i PARKEN. Det var målet til 1-1, og senere blev der også øget til 2-1, så det viste sig også at være et meget vigtigt mål for klubben.”

21-årige Igor Vetokele var netop trådt ind på PARKENs græstæppe til sin hjemmebanedebut for F.C. København. I et opgør mod de daværende mestre fra Farum, der kunne være afgørende for placeringen af guldet i den nye sæson. Byens Hold fik tilkæmpet sig et hjørnespark, da minutviseren netop havde passeret 71 minutter.

”Det var en helt vild kamp. Det var den første bold, jeg rørte. Et hjørnespark fra Lars Jacobsen røg over til Kris Stadsgaard, der headede den tilbage mod feltets midte. Der stod jeg på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sendte bolden i mål.”

En sådan start i en ny klub havde han ikke turdet drømme om på forhånd. Igor Vetokele var et par uger forinden skiftet til F.C. København fra belgisk fodbold. Selvom han spillede en mindre rolle i det europæiske returopgør mod Lille, bragede han for alvor igennem i kampen i PARKEN foran klubbens fans med sin vigtige scoring.

Men første gang fansene havde lejlighed til at besigtige den lille belgier, troppede Vetokele faktisk op i et helt andet dress end F.C. Københavns karakteristiske hvide trøje. Sammen med Cercle Brügge var han sidste sommer i København til en træningskamp. Han kan sagtens huske den oplevelse, han havde, da han så PARKEN for første gang.

”Alle mine holdkammerater i Cercle Brügge og jeg var meget imponerede af PARKEN, og jeg vidste, at klubben havde en stor historie med store kampe i UEFA Champions League og Europa League. Jeg var, og er, af den mening, at F.C. København er den største klub i Skandinavien. Så jeg var imponeret,” siger Igor Vetokele.

”Nogle gange får man bare muligheder her i livet, som man ikke får igen, og så må man bare slå til. Det var en fantastisk følelse,” husker han om skiftet, der bragte ham til Danmark.

Svær afsked med familien
Da han satte kursen mod Danmark og F.C. København, forlod han samtidigt sin familie, som har boet i Belgien, siden Vetokele var et år. Før det havde familien været bosiddende i Angola. 

Forældrene og sine to søstre har han altid haft et tæt forhold til. Så det var hårdt for Vetokele at skulle stå på egne ben.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være forberedt på at tage skridtet, men jeg vidste ikke, at det ville være så tidligt i min karriere, og jeg var heller ikke klar over, hvordan jeg ville reagere på at skulle flytte til et andet land. Lad os bare sige, at de første måneder var svære, og det var blandt andet, fordi jeg endnu ikke havde min egen lejlighed. Men da jeg fik det, gik det stærkt, og jeg begyndte at føle mig bedre og bedre tilpas,” siger belgieren og fortæller, at hans far jævnligt er til stede i PARKEN, når Vetokele tørner ud for Løverne.

”Min far var som ung også fodboldspiller i Angola, så han ville gerne have, at jeg skulle forsøge mig, da jeg fik chancen. Så fra barnsben har han altid været en slags træner for mig, og vi talte, og taler, stadig rigtig meget om fodbolden. Han lærer mig meget,” siger Igor Vetokele om den mand, som han ikke altid var enig med om præstationerne i de unge år.

”Vi har haft et lidt kompliceret forhold. Min far fokuserede altid på det negative efter en kamp for at hjælpe mig med at gøre mig bedre. Men nu ved jeg, at han gjorde det for at hjælpe mig.”

FCK gør mig bedre
Det familiære bånd er vigtigt for Vetokele.

”Hele min familie har altid støttet mig i gode og dårlige tider, og det håber jeg selvfølgelig, at de altid vil. Hvis man har problemer, kan man altid regne med støtte. Jeg har en stor familie i Belgien, og alle er meget stolte af mig. Det giver mig mere motivation til at gøre det bedre og på den måde gøre dem glade,” fortæller han.

Med skiftet til F.C. København tog han et stort skridt, som også har krævet en tilvænning fra Vetokeles side.

”Jeg skulle blive voksen og stå på egne fødder, men også rent teknisk og fodboldmæssigt måtte jeg arbejde hårdt for at være med på holdet. Jeg håber at kunne fortsætte med at lære og blive bedre i F.C. København, for når jeg tager tilbage til Belgien for at spille på U/21-landsholdet, kan jeg mærke, at jeg har forbedret mig og bliver stærkere, og det er selvfølgelig en rigtig god fornemmelse,” fortæller Vetokele, der i denne sæson har spillet med i 11 Superliga-kampe for F.C. København og bidraget med tre mål.

Flersproget velkomst til FCK
Med sin opvækst i Angola og livet i Belgien har Vetokele haft mange forskellige nationaliteter inde på livet, og den dag i dag kan han begå sig i mange lande gennem sine sprogkundskaber. I familien taler de portugisisk på grund af baggrunden i Angola, og han kommunikerer også på fransk med andre medlemmer af den store familie. Dertil kommer engelsk, tysk og hollandsk, som var skolesprogene i Belgien, og så forstår han spansk og tilmed dansk.

”Hvis de ikke taler det alt for hurtigt. Hvis jeg skal læse det, kan jeg forstå det meste. Sådan er det, når man er sammen med folk, der taler det hele tiden, og derudover læser avis, så bliver man langsomt bedre,” fortæller Vetokele, og den hurtige tilpasning i Danmark siger også noget om belgierens evne til at integrere i en trup.

Han fandt hurtigt sammen med César Santin og Claudemir, som han delte modersmål med, og i denne sæson har han fundet en fælle i Youssef Toutouh. Generelt føler den unge angriber sig rigtig godt tilpas i klubben.

”F.C. København betyder selvfølgelig meget for mig nu. De gav mig en chance, hvor jeg fik mulighed for at spille i Superligaen, Europa League og nu UEFA Champions League. De gav mig en chance for, at jeg kunne opfylde mine drømme for klubben og for mig selv. Nu vil jeg gerne give klubben noget igen.”

Denne artikel var i F.C. Københavns kampprogram til opgøret mod FC Nordsjællan den 2. november. Der udkommer kampprogrammer til alle FCK's hjemmekampe, hvor du kan læse masser af statistik, klummer, artikler og meget mere.

Kampprogrammet koster 25 kroner og kan købes i PARKEN's boder. Sæsonkortholdere får dog udleveret kampprogrammet ganske gratis ved indgangen, når deres kort bliver scannet.

Næste kampprogram udkommer til hjemmekampen mod Viborg FF den 24. november.

>> Læs mere om den kamp her