Kampreferat: FCK vs. Vik

1-1 blev til 2-2 i slutminutterne
Trods klar københavnsk dominans i hele 2. halvleg, var Viking tæt på at stjæle alle 3 point, da de bragte sig i spidsen kort før tid. Den svenske målræv Marcus Allbäck nåede dog at få udlignet til 2-2 efter en udmærket træningskamp, der bar præg af den meget kraftige blæst, der stod hen over banerne på Peter Bangs Vej.
 
Efter en lidt rodet start på kampen, hvor begge hold tydeligvis lige skulle vænne sig til den stride blæst, så kom hjemmeholdet i front på sit blot andet gennemspillede angreb, hvor Michael Silberbauer kunne sætte foden på en god tværpasning fra Hjalte Nørregaard, der var spillet fri af Junior i feltet.

Vikings ene dansker, Allan Gaarde, var dog tæt på at udligne efter en snes minutter, men Nathan Coe lige akkurat fik viftet hans hårdte direkte frispark op på overliggeren. Sigurdsson var også tæt på at udligne i en god norsk periode midt i halvlegen, men siden var det mere lige igen, indtil Viking forspildte et kæmpe tilbud kort før pausen, da Sigurdsson og Fillo pludselig var alene med Nathan, men klattede chancen væk.

Efter pausen sad de danske mestre dog tungt på begivenhederne, men mod de fysisk stærke nordmænd kom man ikke frem til så mange chancer som i lørdags mod Djurgården. Tættest på var de to backs, Pospech og Niclas Jensen, der med hver sit indlæg ramte overliggeren, men alligevel var det Viking, der fik udlignet, da Gaarde slap fri på kanten og fandt en fri Sigurdsson inde foran mål.

Hjemmeholdet svingede dog fortsat dirigentstokken, men solisterne manglede det sidste i at finde vej til netmaskerne, og bedst som det trak op til et 1-1-resultat, slog Viking igen kontra, og indskiftede René Danielsen fik et godt indlæg fra fløjen og bankede få minutter før tid bolden i kassen bag Nathan Coe.

Selv om resultatet ikke betyder noget, ville det have været temmelig misvisende for kampen, og det var derfor helt retfærdigt, at Marcus Allbäck nåede at udligne efter et langt indkast fra Kvist, som Ulrik Laursen forlængede ind i det lille målfelt.

Kort efter blev den kolde, våde og særdeles blæsende affære fløjtet af, og de ca. 500 tilskuere kunne gå hjem og varme sig efter at have overværet en efter omstændighederne udmærket træningskamp.

- - - - - - - - - - - - - - - - - -

´0' Kick-off er udsat 10-15 minutter, da Viking er ankommet ret sent til anlægget. Det er ca. 10 grader og dermed hele 18 (!) grader varmere, end da holdet var i Stockholm i lørdags, men der står en strid blæst hen over banen, som godt kan få indflydelse på spillet.

0' FCK.DK går snart i luften med live up-date, og vores bærbare computer truer bogstaveligt talt også med at gå i luften i de kraftige vindstød. Men så længe det ikke regner...! Her er i øvrigt kommet en del tilskuere allerede, der fylder hele den ene langside, mens de to hold er i gang med opvarmningen.

0' Razak Pimpong er med i Viking-truppen og har været henne og hilse på et par af sine tidligere holdkammerater, men han ser ud til at starte ude for nordmændene.

1' Så er vi i gang, kl. 14.43...

3' Lidt rodet start, hvor begge hold lige skal vænne sig til de meget kraftige vindstød. Viking har haft et enkelt indlæg, som Coe viftede væk foran Allan Gaarde, der ligesom Nicolai Stokholm er med for nordmændene.

7' Viking har bolden mest, og Gaarde kommer højest på indlæg fra højre, men header lige over.

9' Første hjørne går til Viking, men Børre Steenslid header ved siden af ved fjerneste stolpe.

11' Nydeligt FCK-angreb, der ender med en god skudchance i feltet til Niclas, men det blokeres til hjørne, som Mackan efterfølgende header over mål. Et mål, som i øvrigt vogtes af Thomas Myhre.

13' 1-0 Silberbauer! Junior finder fint Hjalte i feltet, og han lægger den perfekt på tværs, hvor en helt fri Silber banker den i kassen.

17' Hjemmeholdet har taget teten nu og har bolden mest, men meget spil midt på banen.

19' Fin dyb stikning fra Silber, der i modvinden nærmest bliver en stopbold, men Myhre er på den lige før Junior.

21' Nathan vifter et direkte frispark fra Allan Gaarde på overliggeren! Det var eks-Brøndby-angriberen Hannes Sigurdsson, der blev nedlagt uden for feltet.

23' Hurtig, direkte FCK-kontra, som Hutch afslutter med venstre, men over mål.

24' Nærgående Sigurdsson-hovedstød efter Viking-dødbold fra højre, og den suser lige til venstre om Nathans mål.

26' Så falder de første regndråber også over Frederiksberg. Viking-hjørne fra deres venstre side ryger ud over baglinien i den modsatte side.

31' Junior prøver optimistisk fra distancen efter længerevarende FCK-pres, men uden for rammen.

33' Mackan og Hjalte kombinerer godt og hurtigt uden for feltet og er lige ved at smutte forbi forsvaret, som dog får afværget.

35' Alexander Ødegaard ved at slippe fri i venstre side, men må nøjes med hjørne. Henrik Priegel skal lige sige noget til Gaarde og Grønkjær, som stod og skubbede lidt til hinanden. Hjørnet fører ikke til noget.

38' Silber løber fra Stokholm og finder den fremstormende Pospech, som smart trækker inden om sin modstander og ind i feltet, hvor han resolut trykker af, men Myhre parerer godt. Fremragende kontraspil.

42' Viking-hjørne fra højre, men bolden bliver hængende i blæsten, og Nathan tager sig sikker af den, da den kommer ned på jorden.

43' Kæmpe norsk tilbud, da Sigurdsson og Martin Fillo pludselig er alene med Nathan, men de generer hinanden så meget, at chancen forspildes.

45' Pause. Viking fik lagt et vist tryk mod slutningen og kunne med lidt held også have udlignet den føring, Silberbauer gav de danske mestre efter et lille kvarter.

47' 2. halvleg er i gang igen, og Ailton har planmæssigt afløst Junior i angrebet.

51' God start på halvlegen for hjemmeholdet, der nu også har vinden mere med sig end mod sig.

52' Skudmulighed til Grønkjær uden for feltet, men han rammer den for dybt, og den går over mål, hvor Myhre er gået ud til fordel for Kristian Nicht.

53' To FCK-hjørner med kort mellemrum, først Hjalte fra venstre og så Niclas fra højre, men Viking-forsvaret holder stand mod et tungt, dansk pres.

54' Skruet indlæg fra Pospech fra højre side snyder keeperen og tager overliggeren, men desværre får Grønkjær ikke fat i returbolden.

59' Viking-kontra fra venstre side, men Niclas rydder godt op.

61' Priegel har bogen fremme for at notere en nordmand for en forseelse. Razak Pimpong er i øvrigt på banen nu på Vikings venstrekant.

64' Gult kort til Vikings venstre back Trond Erik Bertelsen.

66' 1-1 Hannes Sigurdsson. Hurtig Viking-kontra splitter forsvaret, og islændingen kan trille bolden i tom kasse. Kort forinden havde et Niclas-hjørne taget overliggeren, men dommeren fløjtede for en forseelse inde i målfeltet.

71' Centimeter fra en Grønkjær-scoring, da han glider fri i venstre side af feltet og afslutter fladt forbi keeperen, men lige akkurat uden om fjerneste.

72' William Kvist afløser Grønkjær og indtager den centrale midtbane, mens Hutch går ud på venstrekanten.

75' God detalje af Hutch, der får en pasning fra Ailton på kanten af feltet og vender smart rundt om sin oppasser og afslutter med venstre, men Nicht parerer godt.

75' Advarsel til Pospech for et frispark midt på banen.

77' Fine detaljer af Ailton i venstre side af feltet, kommer til baglinien og lægger fornemt på tværs, hvor Mackan header, men Nicht for slået til hjørne, som dog ikke fører til noget.

78' Mackan forlænger fikst et langt indkast fra William bag over hovedet på sig selv, men der er ikke nogen med fremme i det lille felt. Efter en kort opblomstring omkring udligningen er det igen de hvidblusede, der totalt dominerer begivenhederne og tydeligvis har flere kræfter i benene end nordmændene.

80' Silber stikker den godt indenom i feltet til Pospech, hvis flade tværpasning desværre ikke når ind til angriberne.

86' Kampen går på hæld, og det ligner et uafgjort 1-1-resultat, hvilket gæsterne i givet fald kan være mest tilfredse med, som kampen har udviklet sig.

87' 1-2 André Danielsen... igen udnytter Viking en lidt tilfældig kontra, og så ligger bolden i kassen til en noget ufortjent norsk føring. Men hvis du tror, vi var for hurtigt ude med at forudsige et uafgjort resultat, så...

88' 2-2 Mackan - langt indkast fra William i højre side snittes videre af Ulrik Laursen på kanten af det lille felt, og den svenske målræv er på plads og udligner.

90' Slut herfra.