Kampreferat: FCK vs. B93

Pligtsejren holdt hårdt

På et mål af Thomas Thorninger en lille snes minutter før tid fik Byens Hold den forventede "pligtsejr" over jumboholdet B 93, men det holdt hårdt og spillet var ikke særligt opmuntrende. Men i sidste ende kom forårets anden sejr kom dog i hus.

1. halvleg var en halvtam affære, hvor 93'erne spillede lige op med løverne, men begge hold havde dog muligheder for at bringe sig foran. David Nielsen havde flere udmærkede tilbud, og B 93's Thomas Maale var ved en enkelt lejlighed helt alene med Karim Zaza, men sparkede svagt ved siden af mål.

Samme Maale var efter et kvarters tid involveret i en af de mere dramatiske aktioner, da han i et gennembrud blev stoppet af Christian Lønstrup på kanten af straffesparksfeltet, men trods protester fra gæsterne, fandt Jørn West Larsen ingen anledning til at give hverken gult eller rødt til Lønstrup.

En halv snes minutter efter pausen havde Carsten Hemmingsen kampens hidtil mest nærgående forsøg, da han fra ca. 30 meter ramte overliggeren med et langskud, men ind ville bolden altså ikke.

Hjemmeholdet havde dog fået mere greb om spillet, og langsomt sivede kræfterne ud af gæsterne, der ellers havde en af banens bedste aktører i det kun 18-årige angrebstalent Patrick Mtiliga, som flere udenlandske klubber følger med stor interesse. Og i det 71. minut lykkedes det så for løverne at få bolden forbi Nicolas Nielsen, da Laudrup spillede indskiftede Thomas Thorninger helt fri, og han satte bolden i netmaskerne med et hårdt spark under 93-keeperen.

Thorninger burde have øget sidenhen, da han var helt alene igennem, men skød lige på målmanden, og også Todi Jónsson misbrugte en af de større chancer. Men der kom da tre point på kontoen i en kamp, der ikke ligefrem vil gå over i historien...