Kampreferat: Brø vs. FCK

Drømmestart var ikke nok

Brian Laudrup var med i begge FCK's mål - det første efter bare 4 minutter - men det var ikke nok, og med tre scoringer på 16 minutter fik Brøndby vendt kampen og sikrede sig i sidste ende en smal sejr i en god og underholdende forårspremiere.

Der var uden overdrivelse tale om det mest højprofilerede comeback nogensinde i Superligaens historie, da Brian Laudrup løb på banen for F.C. København i forårspremieren på Brøndby Stadion, hvor han tidligere har slået sine folder, inden karrieren førte ham til udlandet.

Og der var kun spillet fire minutter, da Laudrup nede fra det højre hjørne fik sendt et højt indlæg på tværs i feltet, og ved fjerneste stolpe fik Niclas Jensen i to forsøg sendt bolden i netmaskerne via Mogens Kroghs handsker. Så skulle man tro, løverne havde dækket op til fest, men det viste sig hurtigt at være hjemmeholdet, der tog for sig af retterne. Blot fire minutter udlignede Bent Christensen nemlig med et fladt skud efter at Ruben Bagger og Ole Bjur alt for enkelt havde udspillet det københavnske forsvar.

Et kvarters tid efter var den gal igen, da Bjur tog en solotur forbi hele tre FCK'ere, inden han kunne udplacere den debuterende keeper Thomas Gill og bringe hjemmeholdet foran - en føring som Ruben Bagger udbyggede to minutter senere med et blødt hovedstød, der fangede Gill i ingenmandsland.

Drømmestarten havde på 16 minutter udviklet sig til et lille mareridt for de offensivt indstillede københavnere, og da først Brøndby havde skabt sig en to-måls-føring, så blev de for alvor svære at spille mod. De stod solidt og kompakt tilbage på banen og lod Christian Andersens tropper komme, men trods megen vilje og energi, så fornemmede man, at holdet inklusive Laudrup endnu ikke helt har fundet sine roller og positioner.

Dertil kom i øvrigt, at libero Christian Lønstrup på grund af en fiberskade først erklærede sig klar til kamp kort før kick off, og Piotr Haren løb under hele 1. halvleg og varmede op på sidelinien for at være klar til at træde til.

Der var chancer til begge hold i resten af den underholdende 1. halvleg, og ret beset var Brøndby tættere på 4-1 inden pausen, end F.C. København var på at reducere - ikke mindst da et Kim Daugaard-forsøg tog overliggeren.

Efter pausen havde gæsterne stadig svært ved at bryde gennem Brøndby-organisationen, men med 20 minutter igen blev håbet tændt i FCK-lejren, da Vragel da Silva nedlagde Brian Laudrup i det kriminelle felt. Carsten Hemmingsen udnyttede tilbuddet fra 11 meter-pletten til reducering 2-3, men tættere kom man ikke. Tværtimod skal Gill være glad for, at han fik fuld spilletid i debut'en, da Kim Milton ikke skred ind over for noget, der mistænkeligt lignede et klart straffe på Peter Madsen, efter at keeperen havde tabt bolden ned for fødderne af ham.

Brian Laudrup stod for mange gode detaljer i kampens løb og tiltrak sig naturligvis den største opmærksomhed efter kampen, hvor han erklærede sig rimeligt tilfreds med sin indsats: - Den gode start blev måske til en sovepude for os, for vi glemte jo helt at dække op det næste kvarters tid, og på den baggrund kan man vel ikke sige, vi fortjente sejren, konstaterede Laudrup bagefter.