Tyskere på dansk græs

Som sædvanlig gæstede morgendagens UEFA-modstander PARKEN her til aften for at træne og forberede sig til kampen mod F.C. København.

Borussia Dortmund ankom lidt i seks til PARKEN allerede omklædt og klar til at træne. Cheftræner Matthias Sammer virkede i godt humør, og var tilfreds med omgivelserne.

Det tyske storhold trænede godt og vel en time i Danmarks nationalarena, inden Matthias Sammer holdte en kort presseseance for de fremmødte journalister. Ved træningen spillede man primært på halv bane og på to mål.

Halvanden time efter ankomsten sad spillere og trænere i bussen igen - klar til at blive kørt tilbage til deres hotel for at slappe af og gøre klar til i morgen.