Danmarks p.t. to bedste hold mødes på søndag

Der er måske nogle der vil spærre øjnene op efter ovenstående udmelding, men selv uden blå-hvide briller på, må man erkende, at F.C. København og OB har leveret det bedste fodbold i denne forårssæson.

På søndag mødes de så i en formentlig festkulisse i PARKEN. Ligaens øjeblikkelige nummer to og fire har lagt i kakkelovnen til et vaskeægte topopgør. F.C. København kan stille i stærkeste opstilling - det kan OB mere eller mindre også.

Som sagt er det Danmarks p.t. to stærkeste hold der mødes. Det er også to af holdene der er tilbage i pokalturneringen. Begge hold spillede torsdag mod henholdsvis Esbjerg og Randers Freja på hjemmebane. Begge kampe endte 1-0 til søndagens aktører.

Kampene mellem F.C. København og OB har altid været kendt for sin intensitet. Det er to hold der meget gerne vil slå hinanden hvilket jo aldrig har skadet optakten til en fodboldkamp. Kampene mellem de to hold har altid også været tætte. I år har de to hold mødt hinanden to gange og begge gange er kampene endt 1-1. Sidste gang var i Odense, da F.C. København ellers havde haft overtaget i det meste af kampen, men alligevel formåede OB at holde humøret og gejsten højt og hive et point i land.

Udover kampen på banen vil der også være fest og farver på tribunerne. Familietribunen byder op til ridderdag med middelalderstemning og alt hvad der hører til. På Carlsberg Corner kommer de legendariske Banjos Likørstue og underholder med et helt specielt show lavet til lejligheden. Og så skal man heller ikke glemme de dejlige Copenhagen Dancers der varmer publikum op før kampen og i pausen med deres fantastiske danseshow.

Som FCK har spillet i dette forår er det svært ikke at være optimist op til søndagskampen. F.C. København har leveret noget af det bedste fodbold i klubbens historie, og specielt kampen i Viborg var en magtdemonstration i hvilken skræmmende styrke F.C. København har lige nu. Mod Esbjerg i SAS Ligaen beviste holdet også en fantastisk målnæse.

To af de nye, Martin Albrechtsen og Erik Mykland, er gået ind på holdet og løftede niveauet op på et endnu højere niveau. Albrechtsen har i forsvaret vist sig at være en spiller man hverken kan eller har grund til at prøve at overliste. I kampen mod Viborg fandt Søren Frederiksen da i hvert fald ud af, at den der med bare at løbe forbi Martin ville blive en umulighed. Erik Mykland har på sin centrale midtbaneplads fået en rolle der godt kan minde om den Ståle Solbakken havde. En fantastisk overblik og fysikken og teknikken til at holde på bolden. Samtidig har han en løbevillighed der aldrig før er set i den danske superliga.

På søndag skal de to herrer sammen med resten af Byens Hold skabe endnu et godt resultat. DMI lover godt vejr, så der er ingen undskyldninger - tag i PARKEN på søndag!