Så nærmer tiden sig

Så indledes jagten på årets topplaceringer for alvor, når forårssæsonens første kamp, for F.C. Københavns vedkommende, fløjtes i gang klokken 17.35 på et udsolgt Odense Stadion.

Ni point skiller F.C. København fra rækkens nummer to og med det forspring i ryggen er F.C. København af samtlige medier blevet udråbt som kæmpe favorit til at snuppe guldet. Situationen ser også lovende ud for Byens Hold, men med et trepoint system skal der ikke mange tabte kampe til førend forspringet kan minimeres. Derfor er det af største vigtighed, at der ikke slækkes på koncentrationen og at stabiliteten fra efterårets kampe fortsættes.

Og netop stabiliteten var et nøgleord da www.FCK.dk fangede træner Hans Backe for en kort kommentar om forventningerne til kampen mod OB. "Jeg forventer at se et mandskab, der kommer godt i gang med sæsonen. Vi skal finde stabiliteten, balancen og den kontinuitet vi havde fra efterårets kampe frem fra start i kampen mod OB, og det føler jeg mig også overbevist om, at vi kan. Vi laver ikke om på vores spillestil og vil derfor forsøge at spille kampen på vores præmisser, ligesom tilfældet var i de fleste kampe i efteråret", var Backes afsluttende kommentar.

Til kampen må Backe se bort fra langtidsskadede Christian Lønstrup, mens Antonelius endnu lider af en møjsommelig knæskade. Der er også tvivl om Todi Jönsson tilstedeværelse i truppen, da han måtte udgå fra træningskampen mod Skjold, ligesom reservekeeper Gall definitivt er ukampdygtig, med en finger der er brækket ikke mindre end tre steder. Tilgengæld er Zuma helt ovenpå igen efter at have været sengeliggende med influenza og også Peter Møller, der pådrog sig en mindre skade i hælen mod Halmstad, er 100 % klar til kampen mod OB. Kampen kan også give debut til den nyankomne målmand Balázs Rabóczki, mens det med større sikkerhed kan forudses at Ole Tobiasen får sin "anden debut" på F.C. Københavns bedste hold.

OB der indtager en øjeblikkelig 8. plads i ligaen har i vinterpausen fået tilgang af Martin Jensen, Thomas Lindrup og Steffen Højer - spillere der alle besidder væsentlig erfaring og som må betegnes som forstærkninger af et i forvejen spændende OB-hold. Til søndagens kamp er Søren Berg, der senest havde succes på liga-landsholdets tur til Asien, meget tvivlsom, men 100 % udelukkes kan den arbejdsomme spiller ikke. Ellers melder OB´s hjemmeside ikke om andre skader.

Opgøret er et premiereopgør og er derfor nærmest per tradition uforudsigeligt. Alligevel vil et nederlag være en mindre skuffelse for det hold, der så succesrigt gik igennem efterårets kampe, hvor det i øvrigt også på vejen blev til en sejr på Odense Stadion med cifrene 1-0 på mål af svenske Jörgen Pettersson.

De to holds hovedsponsor, Carlsberg, har som bekendt, ved at opkøbe og uddele gratis billetter, sørget for at kampen spilles for fulde huse. Og at dømme på efterspørgslen efter disse billetter, vil der være ikke så få fodboldhungrende F.C. København fans at finde i Odense på søndag klokken 17.35, når 107 abstinens-holdige dage afløses af forårets første SAS-Liga-kamp med F.C. København som deltager.