Et ægte lokalopgør

Søndag klokken 15.00 spilles der igen topfodbold i PARKEN. F.C. Københavns danske mestre møder oprykkerne fra Boldklubben Frem. Dermed er der for første gang i flere år tale om et ægte lokalopgør mellem to ærkekøbenhavnske klubber. Ikke mindst med dette udgangspunkt er jeg sikker på, at der vil blive tale om en festlig og intens eftermiddag på Danmarks Nationalstadion.


Vore spillere har revanche til gode. Ikke overfor Frem, men overfor den store og loyale skare af fans, der har måtte gennemleve to middelmådige indsatser i de to sidste hjemmekampe mod henholdsvis FC Midtjylland og Herfølge. Især præstationen mod sidstnævnte var så langt under holdets standard, at der egentlig ikke har været grund til at påpege det overfor spillerne. De er fuldstændigt bevidste om, at der forventes meget mere, når Danmarks formentlig bedste hold optræder på hjemmebane foran et femcifret antal tilskuere.

Stærk indsats i Ungarn
Heldigvis var gnisten og opfindsomheden tilbage hos spillerne i onsdags i Budapest, hvor vi var en smule uheldige med ikke at trække os ud af UEFA Cup-dysten mod Ferencváros med en sejr.

Todi Jónssons drømmetræf fra 35 meter i det første minut var måske et af de bedste FCK-mål gennem tiderne, og generelt var indsatsen absolut tilfredsstillende. Endnu engang dominerede den centrale midtbaneduo Nielsen og Mykland totalt modstanderne, og selv om der stadig er et par spillere eller tre, der mangler at komme helt op i gear, så viste kampen, at vi har et endog meget stærkt hold.

Jeg håber, at rigtigt mange vil bakke os op i returopgøret den 15.oktober i PARKEN. Billetsalget til den vigtige kamp er startet på www.e-billetter.dk (telefon 70 263 267) og i Super Shoppen (Nedre C-billetter).

En traditionsklub
Personligt har jeg glædet mig meget til gensynet med Frem, og jeg byder spillere, ledere og tilskuere velkommen i PARKEN.

Det er altid noget specielt, når en af de klubber, der har fostret nogle af de største danske spillere gennem tiderne, kommer på besøg i PARKEN. Københavnske koryfæer som Pauli Jørgensen, John Hansen, Lars Larsen, Per Wind og Michael Mio Nielsen har gennem store præstationer på grønsværen printet sig fast i hukommelsen hos danske fodboldelskere gennem tiderne. De to sidstnævnte har vi jo i dag stor glæde af i F.C. København.

Efter nogle gode sportslige år i starten af 90'erne med blandt andet den nuværende cheftræner, Ole Mørk, i spidsen var Valby-klubben en af de første danske professionelle fodboldklubber, der løb ind i alvorlige økonomiske problemer. En konkurs sendte Frem helt ned i Danmarksserien.

Siden har hårdt go tålmodigt arbejde bragt klubben tilbage på højeste niveau og det er en bedrift der fortjener ros. Samtidig må man håbe, at klubbens ledere har lært af historien ,og at man derfor i al fremtid sætter tæring efter næring i jagten på sportslig succes.

Fair play
Søndag markerer de danske klubber samlet respekten for Fair Play. Både på og udenfor banen. Heldigvis har vi kun minimale problemer med dårlig opførsel i Danmark, men så sent som i onsdagens kamp i Budapest blev vi på beskæmmende vis mindet om, at det stadig er vigtigt at hylde Fair Play-princippet, idet en del af de ungarske tilskuere forfulgte udvalgte FCK-spillere på yderst primitiv vis. Jeg håber, at vi kan give hinanden hånden på, at noget lignende ikke bør forekomme i Danmark. Nogensinde.

God - og fair - kamp til alle.


Med venlig hilsen

Flemming Østergaard