Underholdende træning

Sigma Olomouc vandt med 1-0

F.C. København spillede lørdag aften træningskamp med tjekkiske Sigma Olomouc, men måtte desværre konstatere, at da de 90 minutter var færdigspillede, da stod den 1-0 til tjekkerne.

 

Sigma Olomouc kom foran 1-0 kort før pausen, og på trods af, at Løverne havde chancerne, så var det enten lige over eller lige ved siden af, og derfor måtte F.C. København gå fra banen uden at så scoret.


Ståle Solbakken:

- De første 20 minutter var gode, og vi kunne sagtens have afgjort kampen her, men desværre får hverken N’Doye eller Ailton scoret. Det var meget varmt i dag, hvor det vel var ca. 35 grader på banen, og det virkede som om at midtbanen gik ”kold”, for de havde det meget svært inde på midten. Efter at Olomouc var kommet på 1-0, så blev det svært i varmen for vores folk at jagte dem og udligningen, og vi havde problemer med at åbne deres forsvar op – og vi må nok erkende, at vi også begik en del fejl. Alt i alt, så var kampen noget urytmisk – hvilket også skyldtes de to ekstra drikkepauser der var indlagt – så det var ikke nogen speciel god forestilling fra vores side. 

- Det har dog været en god træningslejr, men vi har knoklet hårdt på, så der har nok været tunge ben – og tilsat 35 graders varme, så var det svært at komme tilbage i dagens kamp. I de sidste 70 minutter af dagens kamp, kunne vi desværre ikke holde det niveau vi havde i de første 20 minutter samt i kampen mod Jablonec. 

William Kvist
- Det er irriterende at vi tabte i dag, men vi måtte konstatere, at det var en meget MEGET varm forestilling. Vi havde en del chancer i de første 10 minutter – faktisk tre store chancer – men herefter blev det en mere lige slagudveksling. De kom så foran 1-0 og forsøgte herefter at trække tempoet ud af kampen, og det lykkedes fint, for der var ikke de store chancer i den resterende del af kampen.

Mathias Zanka

- Vi havde en del spil og fik også chancerne, men det gik ikke vores vej i dag – og derfor vandt Olomouc jo 1-0. Jeg synes vi manglede heldet i de afgørende situationer, hvor vi ikke får scoret det ene eller de to mål der skulle til for at vende og vinde kampen.