FCK-fans i Parken

FCK-FC Midtjylland: Dagen derpå

I kvartfinalen for 22. gang
Der er 22. gang af 32 mulige, at F.C. København når pokalturneringens kvartfinaler. 16 gange er vi gået videre til semifinalerne, og vi er røget ud fem gange.

Sidste sæson mødte vi Vejle i kvartfinalerne og gik videre efter 2-0 i Parken og 0-0 i Vejle. Det var første gang, vi spillede kvartfinaler både ude og hjemme, og det gør vi igen i år.

Foreløbig er vi og Lyngby klar til kvartfinalerne, der har termin den 5.-7. december og den 9.-11. december 2023, og der bliver trukket lod torsdag aften, når de sidste 1/8-finaler er spillet:

  • On. 18.00 Hvidovre-Silkeborg
  • On. 18.00 Viborg FF-FC Nordsjælland
  • On. 19.00 AB-Vejle
  • On. 20.00 FC Fredericia-OB
  • To. 18.00 Ishøj IF-AGF
  • To. 20.00 Randers FC-Brøndby

Vi har mødt dem alle i pokalen, undtagen Ishøj IF. I kvartfinalerne har vi hidtil mødt 12 Superligahold, seks 1. divisionshold og tre 2. divisionshold.

FCK-fans i Parken
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Sagt efter kampen
Jacob Neestrup: "Bølgerne gik højt, og vi spiller for at vinde, så jeg kastede en vandflaske ned i jorden på et tidspunkt. Det var ikke på grund af dommeren, men min egen spiller, men det fik jeg gult kort for, for det må man åbenbart ikke."

Oscar Højlund: "Der var knald på, folk gik til stålet, så det var en fed kamp. Jeg kan godt lide, når der er lidt gang i det, og man lige går ind og markerer sig. Det er det fede ved fodbold, men sejren var det vigtigste."

Roony Bardghji: "Jeg er utroligt glad for at score kampens eneste mål og sende os videre. Jeg har også ventet på at score foran Sektionen, det tror jeg ikke, at jeg har gjort det før, men det var fedt at kunne give tilbage til dem på den måde."

Henrik Dalsgaard: "Jeg synes egentlig, vi spiller en rigtig fin kamp og har fint styr på FCK. Jeg tror, vi har bolden mere, end FCK bryder sig om, men vi formår simpelthen ikke at blive farlige nok i de situationer, vi gerne vil."

Oscar Højlund
Oscar Højlund i sin tredje kamp for start for løverne. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Unge og ældre
Da vi efter 69 minutter mod Midtjylland satte Claesson og Jelert ind for Cornelius og Oscar Højlund, fik vi en interessant fordeling i de to forreste kæder.

Orri Óskarsson, som efter indledte på venstre kant i stedet for Jordan Larsson, rykkede ind som 9’er, mens Jelert fik den uvante position som venstre kant, og Claesson erstattede Højlund som 8’er.

Det gav en erfaren midtbane med Lerager (30), Falk (31) og Claesson (31) - og en ung fronttrio med Roony (17), Orri (19) og Jelert (20). Altså en gennemsnitsalder på ca. 31 vs. 19.

Men som vores (unge) træner Jacob Neestrup plejer at sige: hvis man er god nok, er man også gammel nok.

Roony Bardghji og Orri Óskarsson
Roony og Orri jubler efter det, der viste sig at være sejrsmålet. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Carlsberg Man of the Match
Der var et sjældent tæt kapløb om at blive Carlsberg Man of the Match, hvor det længe svingede mellem Andreas Cornelius og Oscar Højlund, indtil de til allersidst blev overhalet af Roony Bardghji. Men kun 50 stemmer skilte de tre, hvilket er usædvanligt.

Det var anden gang i sæsonen, at Roony fik prisen, og i modsætning til sidst glædede han sig denne gang endnu mere over, at vi også fik tre point på kontoen.

Roony Bardghji
Roony fejrer sejrsmålet mod FC Midtjylland. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Her kan du se sæsonens vindere af afstemningen, der løber i vores app fra pausen og til ca. 85. minut. Efter Vavros hattrick er vi nu oppe på fem forskellige i de seneste seks hjemmekampe:

  • Breidablik: Orri Óskarsson
  • Randers FC: Diogo Goncalves
  • Sparta Prag: Rasmus Falk
  • OB: Elias Jelert
  • Silkeborg: Roony Bardghji
  • Rakow: Denis Vavro
  • Viborg: Denis Vavro
  • FC Midtjylland: Denis Vavro
  • Bayern München: Birger Meling
  • Vejle: Elias Achouri
  • Hvidovre: Lukas Lerager
  • FC Midtjylland: Roony Bardghji
Denis Vavro
Vavro tiljubles efter langskudsmålet mod Viborg. Foto: Anders Kjærbye, Getty Images


Jubilæer i sigte
På søndag i Randers kan Kamil Grabara og Kevin Diks spille FCK-kamp nr. 100 - og Andreas Cornelius (197) og Rasmus Falk (295) nærmer sig henholdsvis 200 og 300 kampe.

Kamil Grabara
Vores nummer 1 og 2 er også de næste til at fejre jubilæum. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

 
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, bold.dk, dr.dk)