Zuma med i sydafrikansk sejr

Tirsdag aften spillede Sydafrika sin første kamp i African Cup of Nations, der i øjeblikket løber af stabelen i Tunesien.

F.C. Københavns Sibusiso Zuma var som sædvanlig at finde i sydafrikanernes startopstilling, som skulle op imod det forholdsvis upåagtede hold fra Benin. Det blev dog sværere end forventet, men i sidste ende hev Sydafrika en 2-0-sejr hjem.

I første halvleg blev der begået straffespark mod Zuma. Desværre brændte Siyabonga Nomvete den gyldne mulighed.

I anden halvleg var Nomvete dog på pletten i to omgange - den ene gang på oplæg fra Zuma. Dermed fik Sydafrika en god start på den prestigefyldte turnering.