Carlos Zeca

Zeca stopper i FCK efter sæsonen

F.C. Københavns anfører, Carlos Zeca, har besluttet at forlade klubben efter denne sæson, hvor hans kontrakt udløber.

Zeca får sit officielle farvel og en fortjent hyldest ved sæsonens sidste kamp i Parken den 4. juni. Vi opfordrer alle, der har mulighed for det, til at komme ind og give kaptajnen et flot farvel.

Zeca: Alle eventyr stopper på et tidspunkt
"Tiden er kommet til at sige farvel," siger Carlos Zeca.

"Alle skal vide, at jeg har været meget glad for at være her og meget stolt over at have spillet for klubben og for fansene."

"Alle eventyr stopper på et tidspunkt, men indtil sæsonen er slut vil jeg være her og gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe holdet til at nå deres mål, sådan som jeg har gjort gennem alle årene. Og så ser jeg frem til at sige ordentligt farvel til alle næste søndag."

PC: En af de store kaptajner
”Zeca er en af de store kaptajner i F.C. Københavns historie," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Han har givet sig 110 procent for klubben og har været en stærk leder både på og udenfor banen. I de perioder, han ikke selv har kunnet spille, har han været der for sine holdkammerater i tykt og tyndt."

"Vi kommer til at savne ham i klubben, men vi kan sammen se tilbage med stolthed på en fantastisk fælles tid, der gav titler og Champions League fodbold, som var hans store drøm."

"Vi ønsker Zeca og hans familie alt det bedste i fremtiden. Han vil altid være velkommen her, og vi ser frem til at give ham et flot farvel i Parken til sæsonens sidste kamp,” siger Peter Christiansen.

Zeca har spillet 193 kampe for Løverne og vundet to danske mesterskaber. Han var desuden med til at kvalificere os til Champions League gruppespillet denne sæson, inden han desværre igen fik en alvorlig knæskade.

Neestrup: Et forbillede for alle
”Alle i og omkring F.C. København elsker Zeca – både som fodboldspiller og menneske," siger cheftræner Jacob Neestrup.

"Han har aldrig sat sig selv først, men altid klubben og holdet. Det gør ham til den perfekte anfører og forbillede for alle. Han vil altid være en stor del af os."

"Nu gør vi sæsonen færdig med hans støtte, og så skal han sendes flot videre med den hyldest, han fortjener for sin store indsats,” siger Neestrup.