Zanka til PSV Eindhoven til sommer

Det er i dag blevet offentliggjort, at Mathias Zanka Jørgensen skifter til hollandske PSV Eindhoven efter indeværende sæson.

Carsten V. Jensen udtaler:
- Zanka kom til os som en ung spiller med et stort talent. Siden da har han udviklet sig til en spiller på internationalt niveau. Vi havde gerne beholdt Zanka i mange år fremover, men vi vidste tidligt i efteråret, at denne sæson blev hans foreløbigt sidste i F.C. København. Vi ønsker ham tillykke med hans nye aftale i Holland, og jeg håber, at den sidste fase i hans genoptræning går så godt, at vi får lejlighed til at sige farvel til Zanka på banen i PARKEN i løbet af foråret.

Mathias Zanka Jørgensen kom til F.C. København i 2007 fra B93. Siden da har han spillet 137 kampe for klubben. Han debuterede i en pokalkamp mod Fredericia som 17-årig i 2007. Siden sommeren 2011 har Zanka haft status som anfører. Han har dog siden Lyngby-kampen i september været ukampdygtig som følge af en alvorlig korsbåndsskade.